Jasmin Tager Sin Videregående Uddannelse På Erhvervsakademi Aarhus 0667

Det er ikke en fejl at vælge forkert eller skifte mening om sit studie

Da Jasmin Akhsas skulle vælge studie, tog hun bl.a. ud og besøgte uddannelsesstederne og talte med studievejledere. På trods af grundig research var hun længe i tvivl, men alligevel ikke bange for at vælge forkert.

Jasmin Akhsas husker stadig tydeligt den morgen i sit andet sabbatår, hvor hun vågende i en seng i Thailand og savnede at gå i skole.

”Jeg havde virkelig lyst til at lære noget nyt og lyst til at gå i skole igen. Til gengæld vidste jeg ikke, hvilket studie jeg havde lyst til at søge ind på,” fortæller hun.

Derfor gik hun i gang med at undersøge de ideer, hun havde, som spændte fra kaospilot over journalist til markedsføringsøkonom. Og måske en universitetsuddannelse.

”Min første tanke var, at jeg var en uni-type. Men efterhånden som jeg besøgte de forskellige uddannelsessteder og talte med studievejlederne, fandt jeg frem til, at jeg nok skulle en anden vej,” siger hun.

Hør Jasmin fortælle om at være i tvivl om sit studievalg

God sparring og service

Valget faldt på markedsføringsøkonom, fordi det var på erhvervsakademiet, at Jasmin Akhsas oplevede, at hun fik den bedste sparring og service.

”Jeg var ret åben og fortalte om de fordomme, jeg havde over for stedet: at jeg frygtede, at erhvervsakademiet blev for meget HHX om igen. Og at jeg også var i tvivl, om niveauet var for lavt, og om der var højt nok engagement fra mine medstuderende. Men hver gang jeg ringede, tog de sig tid til at svare på mine spørgsmål og gav konstruktiv kritik. Både på mine fordomme om dem og på min opfattelse af de andre uddannelser, jeg havde i hovedet,” fortæller hun.

Samtidig tog Jasmin Akhsas ud og besøgte de forskellige uddannelsessteder, hun var interesseret i, hvilket tilsammen blev udslagsgivende for hendes valg.

”Det afgørende for mig var, om studievejlederne kunne forholde sig kritisk til deres egne uddannelser og give kvalificeret feedback på andre uddannelser end deres egne. Og så selvfølgelig hvor der var den bedste vibe, når jeg var på besøg,” siger hun.

Vigtig fleksibilitet

Helt frem til den dag hvor ansøgningen skulle sendes, var Jasmin Akhsas dog stadig i tvivl. Men hun var ikke bange for at vælge forkert, for det har hun prøvet før – og har fundet ud af, at det hele går alligevel.

”Da jeg skulle i gymnasiet, valgte jeg STX, men kunne allerede efter fem dage mærke, at det var helt forkert. Så valgte jeg HHX. Det var ikke en nem beslutning, men det lærte mig, at lærerne, undervisningsformen og hverdagsmiljøet er det vigtigste for mig. Også mere vigtigt end det faglige,” fortæller hun.

På erhvervsakademiet har Jasmin fået en fleksibilitet, som har stor betydning for hende. Hun vil rigtig gerne ud at rejse igen inden for en overskuelig fremtid. Og da markedsføringsøkonomuddannelsen kun varer to år, giver det en naturlig pause frem for, at hun på en femårig uddannelse ville være nødt til at søge orlov. Desuden kan hun søge ind på en top op, når hun er færdig som markedsføringsøkonom, som er en overbygningsuddannelse, der sammen med erhvervsakademi-uddannelsen giver en professionsbachelor. Og den kan hun bruge til at søge ind på en kandidat.

”Det er helt sikkert en trivselsfaktor for mig. For inden jeg søgte ind, var jeg nervøs for, om jeg ville lukke nogle døre ved at ved at vælge den her uddannelse. Men det gør jeg ikke med den her mulighed,” fastslår hun.

Nye indsigter

For Jasmin Akhsas er det også en frihed at lære en hel masse samtidig med, at hun ikke er bundet til et bestemt sted i mange år.

”Jeg ved ikke, hvad jeg vil om to år. Men jeg er allerede i løbet af to måneder på uddannelsen blevet meget klogere på mig selv og mine kompetencer,” siger hun.

Fx var Jasmin Akhsas ret overbevist om, at hun ville arbejde med projektledelse. Men efter at hun er blevet udpeget som projektleder på klassens studietur, har hun allerede i de indledende faser fået en fornemmelse af, at hun savner at være med nede i maskinrummet i de enkelte grupper frem for at være oppe i helikopteren.

”Så min tvivl kan gå på, om jeg i virkeligheden synes, at det er så sjovt, som jeg havde troet? Jeg er helt sikkert god til det, men er jeg drevet af det? Det håber jeg at finde ud af,” siger Jasmin Akhsas, der i sit sabbatår arbejdede som restaurantchef.

”Her fandt jeg ud af, at nogle af de typiske lederopgaver som vagtplanlægning, tal og håndtering af sygemeldinger ikke er min drivkraft. Derimod nyder jeg at analysere udfordringer og komme på løsninger. Så jeg håber at finde ud af, hvad en projektleder gør, som en almindelig leder ikke gør,” forklarer hun.

Skab et åndehul

Det er Jasmin Akhsas’ erfaring, at det er en styrke at mærke efter og finde sin egen vej. Og derfor bestemte hun sig også tidligt for at have et standardsvar klar, når nogle spurgte, hvad hun skulle læse.

”Når velmenende mennesker i sabbatåret spørger, hvad man skal efter sommerferien, så er det hårdt, hvis man ikke kan svare. For så tror de, at man ikke har styr på sin fremtid eller ikke ved, hvad man vil. Og så er det nemmere bare at sige noget. Men hvis man bare bestemmer sig for et eller andet, får man nemt tunnelsyn og risikerer at overse nogle muligheder. Derfor bestemte jeg mig for at sige, at jeg skulle være kaospilot. For så havde jeg frihed til at være i tvivl inde i mig selv og undersøge en masse ting i fred og ro for at blive klogere på mit valg,” forklarer hun.

Det er okay at ændre mening

For hun kender godt til tvivlen. Især i en tid med stort forventningspres og masser af SoMe-glimmer. Men hen ad vejen har hun fundet ud af, at det ikke er en fejl at vælge noget, der ikke bliver til noget alligevel – eller at ændre mening undervejs.

”I perioder har jeg været lidt plaget af tanker om, om jeg kan nå at få al den succes, jeg gerne vil have. Og hvad der sker, hvis det hele ikke bliver, som jeg havde drømt om. Men efterhånden har jeg lært at turde være i det, for det er kun mig, der ved, hvad jeg drømmer om. Og hvis det ikke bliver, kan jeg bare fortælle en ny historie om mig selv,” forklarer Jasmin Akhsas, der lige nu drømmer om at arbejde freelance.

Hun har ikke lyst til at være bundet til et sted i mange år ad gangen og vil gerne arbejde kunne arbejde remote i udlandet, hvis lysten melder sig. Og arbejdstitlen? Den finder hun nok selv på.

”Fremtidens arbejdsmarked er helt sikkert ret anderledes end det, vi kigger på lige nu. Så hvad min titel bliver, ved jeg ikke endnu. Det gør heller ikke noget. For der er mange veje til målet, og jeg lærer noget hele tiden,” siger hun.

---

Jasmin Akhsas er 21 år og opvokset i Vildbjerg ved Herning, Hun har en HHX og læser i dag markedsføringsøkonom (med speciale i bæredygtighed) på Erhvervsakademi Aarhus.