Den røde tråd i Kaspers arbejdsliv har altid været grøn
Hos anlægsvirksomheden OK Nygaard i Rødekro arbejder Kasper Søgaard Bladt som driftsleder i afdelingen for småanlæg. Et job, hvor der er brug for både teoretiske og praktiske værktøjer fra uddannelsen til urban landskabsingeniør.
Kasper Bladt Søgaards grønne karriere begyndte allerede i gymnasietiden med et fritidsjob på et staudegartneri. Et job han efter gymnasiet fortsatte med på fuld tid. Næste grønne job var som anlægsgartner, som Kasper efter et år også valgte at uddanne sig til.
At der altid har været en grøn linje i det den i dag 41-årige Kasper beskæftiger sig med, viser sig også privat. Udover familielivet med kone, og tre børn på 2, 6 og 7 år bruges fritiden på en hektar jord i Stollig nord for Aabenraa, hvor familien først byggede nyt hus og nu - som Kasper udtrykker det – er i gang med at gøre lidt ved haven, som har ligget brak i 25 år. Familien holder derudover et par får, grise etc., og der bliver også tid til at gå på jagt.
Kasper begyndte på uddannelsen til Urban landskabsingeniør i 2012, og i dag arbejder han som driftsleder hos den landsdækkende anlægsvirksomhed OK Nygaard i Rødekro.
Løser udfordringer der ellers vil stoppe processen
”Mit job består meget i at planlægge opgaver, beregne tilbud, få sat ting i gang, kvalitetstjekke, dokumentere etc. Grundlæggende har jeg ansvaret for at løse de udfordringer der kan stoppe processen, så den opgave vi forpligter os på, kan gennemføres. Stillingen foregår cirka 70 procent bag skrivebordet og 30 procent i marken,” siger Kasper.
Opgaverne som Kasper løser kan blandt andet være som underentreprenør, hvor virksomheden står for anlægs- og planteopgaver og for drift af grønne anlæg. Kasper er leder for 10 medarbejdere.
”I Det daglige skal jeg forholde mig til mange forskellige ting og hele tiden have en plan B, C eller D klar, hvis noget ikke kan lade sig gøre eller der opstår nye muligheder. Derfor skal du være løsningsorienteret og kunne sadle om, da verden bare ikke altid gør som du planlægger. Fx er vi meget afhængig af vejr og materiel.”
Blevet en bedre anlægsgartner, der forstår helheden
Kasper føler sig godt rustet til jobbet med de værktøjer han har med fra uddannelsen til Urban landskabsingeniør kombineret med sin praktiske erfaring fra tidligere jobs.
”Både fagligt og bogligt har uddannelsen passet godt til mig. Faktisk har uddannelsen også gjort mig til en bedre anlægsgartner, fordi jeg nu har en teoretisk viden, der også forholder sig til min tidligere uddannelse. I dag ved jeg for eksempel mere om, hvor mange elementer du skal tage højde for, når der skal plantes træer inde i byer, hvor du skal tænke 50 år frem udover at forholde dig til underlag, rodnet, plantehuller etc.”
En slags tolk eller oversætter mellem fagligheder
Kasper ser også en urban landskabsingeniør som en slags tolk eller oversætter mellem fagligheder. Et bindeled mellem skurvogn og skrivebord, der både har praktisk erfaring og forståelse for det arkitektoniske.
”Gartneren og det grønne kommer altid sidst i byggeprocesser, så det er vigtigt at få området tænkt ind tidligere og give det grønne sin plads sammen med de øvrige forskellige fagligheder, interesser og vinkler der er i spil i fx en større byggeproces, med arkitekter, budgetter der skal holdes, bygherrer etc. Som urban landskabsingeniør tænker du hele vejen rundt med fokus på det grønne.”
Kasper opfordrer alle der brænder for det grønne til at søge ind på uddannelsen, da du både lærer det generelle og kan tone uddannelsen i retning af klima, biodiversitet og hvad du ellers interesserer dig for.