Charlotte har altid drømt om at arbejde med skov og natur

Charlotte har altid drømt om at arbejde med skov og natur

Som urban landskabsingeniør i Aarhus Kommune arbejder Charlotte Ahrndt Jensen med at udvikle og pleje naturen i byen. Hun er tilknyttet aktionsgruppen for by- og vejtræer og har en dagligdag med fagligt dedikerede kolleger og mange bolde i luften.

Charlotte Ahrndt Jensen er vokset op med skov og natur omkring sig, og har altid haft en interesse for begge dele. I dag bor hun i en gammel skovfogedbolig udenfor Bjerringbro, hvor fritiden går med ridning, jagt, shelterture og andet fritidsliv.

Fra serviceøkonom og restaurantchef til drømmejobbet

Da Charlotte var færdig med sin HF, arbejdede hun som tjener et års tid, uddannede sig derefter til serviceøkonom med speciale i hotel- og restaurantmanagement og havde i et par år et job som restaurantchef i Aarhus.

”Men jeg stoppede som 24-årig, da jeg begyndte at blive træt af de lange arbejdstider og af at være så meget indenfor. Det fik mig til at tænke tilbage på min drøm om at arbejde med skov og natur, og så fandt jeg frem til uddannelsen som urban landskabsingeniør. Og søgte ind.”

Med i aktionsgruppe til at etablere et plantehul

Charlotte dimitterede som Urban Landskabsingeniør i 2019. Hun fik en fuldtidsstilling i Favrskov Kommune, inden hun i 2021 søgte og fik det hun selv betegner som drømmestillingen i Aarhus Kommune.

”I Favrskov arbejdede jeg med generel drift af grønne områder, men i Aarhus Kommune er mit arbejde mere fokuseret på træer, som er min store interesse. I min afdeling Grønne Områder, er vi opdelt i mindre aktionsgrupper, som har forskellige ansvarsområder. Min aktionsgruppe har ansvaret for kommunes by- og vejtræer og det giver mig mulighed for at fordybe mig mere inden for mit interesseområde."

I Charlottes afdeling, aktionsgruppen for by- og vejtræer, går den ene del af jobbet ud på at pleje og beskytte træerne.

"Vi sørger bl.a. for at træerne bliver beskåret, vandet, beskyttet mod gravearbejde og fører tilsyn med om de bliver syge og evt. farlige."

Den anden del handler om plantning, som er komplekst, når det foregår i byer.

"Der skal fx etableres et plantehul med et stort rodvolumen, som træerne kan trives i. Vi planter ofte i belægning, som kræver et rodvenligt bærelag, der kan holde til trafik og samtidig give plads og luft til rødderne. Samtidig skal vi forholde os til kabler, brønde, omkringliggende bygninger osv.," forklarer Charlotte. 

Mange bolde i luften og kommunikerer med borgere og entreprenører

”Udover det rent faglige om plantning, beskæring etc. skal du til tider kunne holde mange bolde i luften i jobbet, men der har jeg gode erfaringer fra min tid i restaurationsbranchen. Og så er der meget kommunikation. Fx får vi mange henvendelser fra borgere, og vi samarbejder med forskellige entreprenører, som udfører arbejdet med at plante, beskære etc.”

Det er ok, at du er grøn – også fagligt.

En af de mange ting den i dag 31-årige Charlotte sætter pris på i sit virke som urban landskabsingeniør er de mange dygtige kolleger og samarbejdspartnere. Både under uddannelsen og som ansat mærker hun en faglig stolthed og et engagement omkring sig.

”Det gode ved uddannelsen er, at du kan bruge mange kompetencer. Jeg er selv den boglige type, og det har fordele, når du skal læse teori og skrive opgaver, mens folk med anlægsteknisk baggrund så har andre fordele. Du behøver ikke være boglig stærk eller vide meget om planter for at søge ind, for du lærer utrolig meget under uddannelsen.”

"Så det er altså ok, at du er grøn – også fagligt," tilføjer hun.