3½-årig naturvidenskabelig uddannelse i Aarhus inden for fødevareproduktion.
Vil du være med til at skabe velsmagende, nærende og bæredygtige fødevarer til en voksende verdensbefolkning?
Attraktivt jobmarked
Med en fødevarebachelor træder du direkte ind på et attraktivt jobmarked.
Den danske fødevaresektor – som er en global spiller – står netop nu og i de kommende år og mangler arbejdskraft.
Uddannelsen er en 3½-årig videregående uddannelse med obligatorisk praktik og findes kun i Aarhus.
Uddannelsens officielle navn er: Professionsbachelor i fødevareteknologi og applikation.
Vil du være med til at udvikle fremtidens bæredygtige fødevareproduktion?
Drømmer du om at lave dine egne produkter og se dem på hylderne i supermarkedet?
Eller vil du arbejde i en eksisterende fødevarevirksomhed med at fremstille det næste store madhit til middagsbordet?
Med en fødevarebachelor kan du være med til at stille danskernes sult efter velsmagende, sunde og klimavenlige fødevarer. Og bidrage til den vigtige omstilling til en sundere og mere bæredygtig fødevareproduktion.
Naturvidenskabelig grundviden og indsigt i processer fra råvare til færdigt produkt
Med afsæt i naturvidenskabelig grundviden får du indsigt i alle processer i en fødevareproduktion fra råvare til færdigt produkt.
Du lærer at vurdere fødevareprodukters smag, konsistens, holdbarhed, næringsværdi og funktionalitet.
Du lærer også at bruge bakterier til at fremstille velsmagende fødevarer og håndtere fødevaresikkerheden i en virksomhed.
På verdensplan bliver der flere og flere munde at mætte.
Derfor lærer du at arbejde med nye teknologier og designe nye produktionsprocesser, der kan sikre mad nok til alle.
Kemi omsat til syltet agurk
Gennem hele uddannelsen er den teoretiske undervisning tæt koblet til det praktiske arbejde.
Du vil opleve et tæt samarbejde med erhvervslivet, og du kommer til at løse konkrete udfordringer fra virksomheder.
I vores bryggeri og proceskøkken omsætter du (iført hvid kittel og blåt hårnet) teorien til analyser og forsøg.
Et af dem kan handle om, hvordan stivelsesmidlet pektin kan bruges i en drikkeyoghurt. Eller hvordan du udvinder fortykningsmidlet alginat fra tang eller måler knækket i chokolade.
Du lærer en masse om processer, enzymer og biokemi. Om mikrobiologi, cellernes ombygning og kemi omsat til en syltet agurk.
Max, studerende på fødevarebachelor, viser Rasmus Brohave sin uddannelse
Få praktisk erfaring med den samlede proces fra råvarer til færdigt produkt
Som færdiguddannet fødevarebachelor kan du udvikle fødevarer med nye teknologier og funktionelle ingredienser.
Du kan anvende proces- og applikationsudstyr – fordi du allerede under din studietid har arbejdet i testkøkken, produktionsanlæg og laboratorie.
Efter endt uddannelse vil du kunne arbejde med en bred vifte af opgaver, fx produktudvikling, produktionsplanlægning, fødevarekvalitet og sikkerhed, fødevareanalyser og procesoptimering - kompetencer, som fødevarebranchen efterspørger i stor stil netop nu.
Dette lærer du
Gennem uddannelsen lærer du både teori og får hands-on erfaring, så du fx kan:
- Bruge bakterier og enzymer til at fremstille nye fødevarer
- Undersøge, hvordan produktionsprocessen påvirker tekstur og smag
- Arbejde med funktionelle ingredienser
- Håndtere fødevaresikkerhed i en virksomhed
- Arbejde med avancerede fødevareprocesser
- Sammensætte og træne sensorisk panel (bruge mennesker til at vurdere et produkt)
- Forhindre svindel med fødevarer
- Opsætte, udføre og validere forsøgsplaner
- udvikle fremtidens fødevarer.
Garanti for praktikplads
På uddannelsen arbejder du med fødevarer fra dag et, og du er forhåndsgaranteret en praktikplads hos en fødevarevirksomhed, når du skal i praktik på 5. semester. Det betyder:
- at du allerede som nyuddannet har et solidt kendskab til branchens arbejdsmetoder og udviklingsbehov
- at du har praktisk erfaring, inden du får dit første job
- at du kan bruge den teori, du har lært.
Hør 2 studerende fortælle om uddannelsen
Undervisning på mindre hold
Hos os giver undervisningen mening. Undervisningen er projektbaseret, og vi bringer den faglige og teoretiske viden i spil i praksisnære problemstillinger.
Du styrker din faglighed ved at analysere aktuelle udfordringer eller situationer i fødevarebranchen og argumentere for dine kreative løsningsforslag – som du ofte er kommet frem til sammen med dine medstuderende og i tæt dialog med underviserne.
Hos os anvendes teori til at skabe mening i praksis.
Undervisningen er sammensat af dialogbaseret undervisning på dit hold, projektarbejde i grupper, feedback fra vejledere og medstuderende, virksomhedsbesøg, studieture og faglige arrangementer for alle studerende på erhvervsakademiet.
Vi støtter dig i at blive en professionel studerende, der kan planlægge og styre dine studieaktiviteter på egen hånd. Et højt studieudbytte, et godt studieliv og solide personlige egenskaber er med til at få dig helt frem i køen til et job. Derfor er de personlige karakteregenskaber noget vi har fokus på og arbejder med på studiet.
Uddan dig med enkeltfag, mens du er i job
Enkeltfag er en mulighed for dig, der ønsker at videreuddanne dig på professionsbachelorniveau sideløbende med dit job. Læs mere om enkeltfag her
Andre har også set på
Udforsk uddannelser, som ligner denne.
Uddannelsen
Uddannelsen varer 3½ år fordelt over 7 semestre, som alle har fokus på fødevarer, kvalitet og udvikling. Gennem hele uddannelsen vil du opleve, at den teoretiske undervisning er tæt koblet til det praktiske arbejde.
1.-4. og 6. semester afsluttes med et fødevareprojekt. I projektet omsætter du dine opnåede færdigheder inden for teknologi, analyse, innovation og kvalitetssikring til at håndtere drifts-og udviklingsmæssige opgaver. Det sker i samarbejde med virksomheder fra fødevarebranchen.
I slutningen af 2. semester skal du vælge mellem 2 studieretninger: Fødevareproduktion eller fødevarekemi og bioteknologi.
På 5. semester skal du i praktik i en relevant virksomhed i Danmark eller i udlandet, og på 7. semester skriver du dit afsluttende bachelorprojekt i tæt samarbejde med en virksomhed, ofte den du har været i praktik hos.
Drømmer du om at arbejde i en international fødevarevirksomhed? Så har du gode muligheder for at styrke dit CV med et studie- eller praktikophold i udlandet i løbet af din uddannelse.
Studieretningsfag
Afhængig af, hvilken studieretning du vælger, skal du have følgende studieretningsfag. Du kan ikke blande fag på tværs af studieretninger.
Ansøg om optagelse
Her finder du informationer om, hvordan du søger ind på fødevarebachelor på Erhvervsakademi Aarhus.
Adgangskrav
Sådan søger du
Du søger ind på uddannelsen via optagelse.dk. Du kan søge fra 1. februar. Der er studiestart i august.
Uddannelsens officielle navn er: Professionsbachelor i fødevareteknologi og applikation.
Der er frit optag på uddannelsen. Det betyder, at alle, der opfylder adgangskravene, bliver optaget.
Orienter dig i ansøgningsfrister, dato for studiestart og øvrige regler for optag nedenfor.
Praktik
På 5. semester skal du i praktik i en virksomhed herhjemme eller i udlandet.
I din praktik afprøver du dine nye færdigheder i en virksomhed, så du får indsigt i fremtidige arbejdsopgaver og karrieremuligheder. Du får koblet din teoretiske viden med praktisk erfaring og styrker samtidig dit CV.
I praktikken afprøver du et arbejdsområde og målretter din uddannelse i forhold til dine karriereplaner. Som en del af praktikken skriver du et projekt med udgangspunkt i en problemstilling fra virksomheden. Her får du mulighed for at specialisere dig inden for netop dine interesser.
Praktikken er en obligatorisk del af uddannelsen, og vi hjælper dig med at finde praktik.
Eksempler på praktikvirksomheder
Din praktik kan foregå i en virksomhed i Danmark eller i udlandet.
Vi har et godt netværk af virksomheder i fødevarebranchen, og her kan du se eksempler på praktikvirksomheder.
- AAK
- Arla
- CP-Kelco
- Danish Crown
- Denico Food Ingredients
- Eliza Chokolade
- Spangsberg
- Enorm
- Franklyjuice
- Gærfabrikkerne
- IFF
- Kelsen Group
- KMC
- Lantmännen Unibake
- Naturli'
- Natur Drogeriet
- OK Snacks
- Nørager Mejeri (Nordex Food)
- Palsgaard
- Procudan
- Royal Greenland
- Teknologisk institut
Samarbejde med mange virksomheder
Uddannelsen er udviklet i samarbejde med virksomheder i fødevarebranchen.
Erhvervsakademi Aarhus har et tæt samarbejde med en lang række private og offentlige virksomheder. Kontakten til erhvervslivet skaber praksisnær undervisning – til glæde for både studerende, uddannelsen og virksomhederne.
Du oplever først og fremmest samarbejdet med erhvervslivet, særligt fødevarebranchen, i forbindelse med projektarbejde og praktik. Vi inviterer også gæsteundervisere indenfor, der bidrager med deres erfaring og det sidste nye fra erhvervslivet. Til eksamen benytter vi også gerne censorer fra erhvervslivet.
Info om praktik
Se evalueringer og info til virksomheder om praktik
Karriere
Som fødevarebachelor kan du navigere sikkert i forhold til fødevarelovgivning og -sikkerhed, du kan implementere kvalitetssikringsprogrammer og lede egenkontrol.
Du kan også arbejde med optimering af produktion, produktudvikling og dermed bidrage til en mere bæredygtig og grønnere fødevareproduktion og til at sikre fødevarer til en globalt voksende befolkning.
Du kan få job inden for fødevareindustrien som fx:
- Kvalitetsleder/koordinator
- Produktionsleder/koordinator
- Applikationstekniker/specialist
- Produktudvikler
- Selvstændig
- Underviser
- Teknisk sælger
Videreuddannelse
Mange professionsbachelorer fortsætter deres studier på en kandidatuddannelse.
Vi oplever, at efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft er stor. Vi hører, at virksomhederne har vanskeligt ved at rekruttere inden for områder som fx produktudvikling, fødevaresikkerhed, fødevareproduktion, proces- og kvalitetsstyring. Altså områder, som dimittender fra denne uddannelse kan arbejde med.
Landbrug & Fødevarer
Læs videre på kandidatniveau
En uddannelse fra et erhvervsakademi er en dynamisk vej til en længere videregående uddannelse. En professionsbacheloruddannelse er på samme niveau som en bachelor- eller diplomingeniøruddannelse. En del af vores dimittender bliver optaget på relevante kandidat- eller masteruddannelse i Danmark eller i udlandet. Vær opmærksom på, at du måske skal tage suppleringsfag for at opfylde adgangskravene, og at der kan være begrænsede antal studiepladser på de enkelte uddannelser.
Her er eksempler på kandidatuddannelser, dimittender tidligere er optaget på:
- Molekylær ernæring og fødevareteknologi (Aarhus Universitet)
- Integrerede fødevarestudier (Københavns Universitet)
- Fødevarevidenskab (Københavns Universitet)
- The MSc in International Food Quality and Health (samarbejde mellem danske universiteter og universitet i Beijing)
Vil du vide mere?
Hvis du ønsker at læse videre på en kandidatuddannelse, når du er færdiguddannet professionsbachelor, skal du have vejledning hos den uddannelsesinstitution, du ønsker at blive optaget på.
Du er også velkommen til at kontakte studie- og karrierevejledningen for yderligere information om karriere og videreuddannelse.
Studieliv på Sønderhøj
Højt fagligt niveau, inspirerende indretning, kvalificeret vejledning og et levende studiemiljø med sociale aktiviteter kendetegner det studieliv, du vil opleve på Erhvervsakademi Aarhus.
Vores tre bygninger på Sønderhøj ligger lige ved Viby station – kun 5 min. i tog eller letbane fra Aarhus H. Her er langt de fleste af vores 5.400 studerende og 28 uddannelser samlet.
Sønderhøj 30 er vores hovedbygning med kantine, bibliotek og studievejledning. Sønderhøj 7G og 11 er helt nye uddannelseshuse, indviet i hhv. 2018 og 2024. De tre bygninger ligger lige ved siden af hinanden.
Studietilfredshed
Hvert andet år gennemfører vi – i samarbejde med ministeriet og i lighed med de øvrige danske uddannelsesinstitutioner – en undersøgelse af studietilfredsheden blandt vores studerende og nyuddannede. Undersøgelsen hedder ”Danmarks Studieundersøgelse”.
Se de seneste resultater fra ”Danmarks Studieundersøgelse” på Erhvervsakademi Aarhus her
Sammenlign videregående uddannelser
På Uddannelseszoom kan du sammenligne resultaterne fra ”Danmarks Studieundersøgelse” på tværs af alle videregående uddannelser i Danmark. Du kan bl.a. sammenligne nyuddannedes lønniveau og se, hvordan de fik deres første job.
Underviserevaluering
Hvert forår gennemfører vi en underviserevaluering, hvor vores studerende vurderer den undervisning, de modtager.