Studerende Uddannelse Aarhus Serviceøkonom 149

Professionsbachelor i innovation og entrepreneurship med speciale i eventdesign og eventledelse

Brænder du for at skabe innovative oplevelser og afvikle events? Vil du udvikle dit innovative mindset og fylde din innovative værktøjskasse – og samtidig blive rustet til at planlægge og afvikling større events? Så er professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship med speciale i eventdesign og eventledelse den helt rigtige for dig.

Event og oplevelser spiller en stadig større rolle i danskernes forbrug. Samtidig har både byer, detailhandel og B2B-virksomheder fået øjnene op for, hvad oplevelser og events kan gøre for salg og branding. Hvad end du drømmer om at arbejde i sportens verden, inden for kulturområdet eller som konferencevært – så er stærke kompetencer inden for events efterspurgte.

På professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship med speciale i eventdesign og eventledelse får du det bedste fra to verdener. Du bliver i stand til at innovere – både i eksisterende virksomheder og i forbindelse med start af egen virksomhed – og du får samtidig de værktøjer, der skal til for at planlægge, skabe samarbejde om og afvikle events, der inspirerer, skaber værdi og lever videre i både gæster og værter.

Som studerende på specialet i eventdesign og eventledelse får du – ud over en eftertragtet professionsbacheloruddannelse i innovation og entrepreneurship – specialiserede kompetencer fra undervisere, der selv har arbejdet med udvikling og gennemførelse af events og derfor kan give dig specialviden om både udviklingsprocessen og praktisk afvikling.

Uddannelsens opbygning

På specialet følger du de obligatoriske fag på professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship

Derudover får du forståelse for:

  • Eventdesign og -udvikling (10 ECTS på 1. semester)
  • Eventledelse og -styring (5 ECTS på 2. semester)
  • Relationer, branding og sponsorship (5 ECTS på 2. semester)

Du kommer til at arbejde hands-on med et konkret event. Enten et event, I selv udvikler i studiegruppen, eller et event, I udvikler og afvikler i samarbejde med en virksomhed. Du lærer på denne måde om hele processen fra design, over afvikling til evaluering og langsigtede effekter.

Med specialet bliver du en dygtig projekt- og forandringsleder med en bred værktøjskasse inden for eventdesign og eventledelse.

Sådan søger du om optagelse på specialet i eventdesign og eventledelse

Du skal søge ind på professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship på nemStudie. Ansøgningsfristen er 1. juli kl. 12.00. Læs mere her

Du skal ønske specialet samtidig med, du søger ind på uddannelsen.

I din ansøgning på nemStudie bliver du – inden du kan indsende din ansøgning – bedt om at angive, om du ønsker specialet eller ej.

Vi kan ikke garantere dig en plads på specialet i eventdesign og eventledelse.

Hvis der ikke er nok kvalificerede ansøgere til specialet, bliver du – hvis du bliver optaget – i stedet tilbudt en plads på uddannelsen uden speciale (almen linje).

Hvis der er for mange ansøgere, der ønsker specialet, udvælger vi til specialet efter de samme vurderingskriterier, som gælder til uddannelsen.