Maria læser markedsføring og bæredygtighed: ’Her er ingen frelste klimaaktivister’
På markedsføringsøkonomuddannelsen med speciale i bæredygtighed har Maria fået et nyt syn på eget forbrug og finder mening i hjælpe sine omgivelser til at tage grønnere valg.
Maria har ikke tidligere været specielt optaget af klimakrise og grøn omstilling. Hun tænkte ikke nærmere over, om hun spiste for mange bøffer, købte en plasticpose med til dagens indkøb eller at genbrugstøj ikke fandtes i hendes garderobe. I dag er Maria rasende glad for, at hun valgte at læse til markedsføringsøkonom med speciale i netop bæredygtighed.
”Det er jo et super vigtigt område, som giver så meget mening,” siger 24-årige Maria Kok Rasmussen, der er opvokset på et landsted i Bredsten mellem Billund og Vejle.
Fra Vejle til Aarhus for at læse
Allerede da Maria gik i handelsgymnasiet gik det op for hende, at hun ville arbejde med salg og markedsføring, favoritfaget. Fra butiksjob i bl.a. feriecentret Lalandia trivedes Maria i mødet med andre og med at sælge og kommunikere.
Som 22-årige flyttede hun til Aarhus for at læse økonomi. Universitetsstudiet var dog ikke så tæt på praksis som Maria ønskede det. I stedet søgte hun optagelse på markedsføringsøkonomuddannelsen.
Mens Maria ventede på optagelsesbrevet, arbejdede hun et halvt år som handicapmedhjælper og tjener på Cafe Hack i Aarhus, hvor hun stadig har studiejob.
Er studieretningen noget for mig?
På første studiedag på markedsføringsøkonomuddannelsen blev Maria præsenteret for specialter i bæredygtighed.
Læs mere om markedsføringsøkonom med speciale i bæredygtighed
”Underviserne solgte det ret godt. Bl.a. fortalte de begejstret om, hvordan de havde lavet en challenge med hinanden om, ikke at købe nyt tøj i et år. Det pirrede min nysgerrighed,” fortæller Maria, der også var skeptisk.
”Min første tanke var, at specialet nok ikke var noget for mig. Jeg så ikke mig selv som en særlig bæredygtig person. Jeg troede, at man skulle være sådan en genbrugstype, der aldrig køber nyt tøj og kun går ind for økologi,” husker Maria.
Hun blev klogere.
Ingen klimafreaks og udskamning
”Jeg opdagede hurtigt, at det forholdt sig helt anderledes. Min skepsis blev gjort til skamme. Man skal ikke være nogen bestemt type for at læse dette speciale. Der er ingen grupper, der er frelste eller udskammer andre, fordi de går i nye H&M t-shirts. Vi er helt almindelige, ambitiøse unge mennesker med lyst til at lære. Vi dunker ikke hinanden oven i hovedet, hvis vi har købt nyt tøj eller spist oksekød. Vi taler om bæredygtighed uden løftede pegefingre eller dommedagsprofetier. Her er plads til alle,” understreger hun.
Eksplorativ analyse af hotelgæsters ønsker om økoprodukter og bæredygtighed
Fra første semester arbejder de studerende med de traditionelle markedsføringsfag, men med afsæt i problemstillinger inden for bæredygtighed og cirkulær økonomi.
I et gruppeprojekt afdækkede Maria fx for en stor hotelkæde, hvad deres forbrugere tænker om økologi og bæredygtighed. Svaret gjorde hotellet klogere på værdien af at tilbyde grønne produkter og services.
Hun har også lært om forsyningskæder og om, hvordan virksomheder kan arbejde med FN’s verdensmål.
”Specialet er et godt udgangspunkt for at kunne arbejde professionelt med bæredygtighed i virksomheder, men også på det helt nære plan synes jeg, at specialet er med til at skubbe til ens adfærd og åbne øjnene for, hvorfor det er vigtigt at være med til at gøre verden mere bæredygtig. Specialet giver så meget mening både fagligt, professionelt og personligt,” siger Maria, der kan nævne verdensmålene næsten i søvne og snakke med om bæredygtighedsagendaen.
”Jeg er blevet mere oplyst og kritisk.”
Færre impulskøb og nyt politisk ståsted
Også på det personlige plan har specialet forandret noget i Maria.
”Jeg tænker mere over mine egne indkøb og har i dag altid et net med i supermarkedet, når jeg handler. Jeg impulshopper mindre billigt, nyt tøj og køber mere genbrug,” fortæller hun.
Specialet har på ingen måde gjort Maria til en klimaaktivist. Men hun tænker i dag over sit eget klimaftryk og har fået et nyt politisk ståsted. Den nye viden har også givet anledning til gode snakke hjemme hos forældrene, der begge kommer fra landbrugsfamilier.
”Min far og jeg er begyndt at tale mere om fx affaldssortering, madvaner og livet i en storby kontra på landet,” siger Maria og konkluderer.
”Meget i den grønne omstilling kræver stor, politisk handlekraft, men de små skridt tæller også. Det har givet mig meget personligt at lære om dette emne.”
Lidt som gymnasiet om igen – blot på et langt højere niveau og med fag, du selv har valgt
Til sommer vil Maria gerne deltage i en sommerskole om sociale medier i canadiske Toronto. På 4. semester skal hun i praktik. Maria vil gerne arbejde med markedsføring i virksomhed, der allerede tænker bæredygtigt.
Udover fagene og specialet, så fremhæver Maria den gode, daglige trivsel og det sociale sammenhold som det bedste ved uddannelsen.
”Det er lidt gymnasiet om igen, bare på et langt højere niveau og med fag, du selv har valgt. Der er mange fede fester og man lærer hinanden så godt at kende. Studiet har gjort mig mere udadvendt, end jeg var i forvejen. Jeg er meget socialt anlagt og elsker at komme ud på erhvervsakademiet hver dag.”
Egotrippere har det svært
For at få succes med studiet skal man ifølge Maria arbejde seriøst med opgaverne, bidrage i timerne og synes om at samarbejde.
”Det er en fordel, at du kan og har lyst til at være social og være sammen med mange mennesker. Der er meget gruppearbejde og vi bliver sat til at arbejde sammen på kryds og tværs. Vi er i klassen hver dag fra 8-15 og studiet er meget socialt. Så hvis man er en egotripper, kan det godt blive svært. ”
Maria håber, at hun med specialet vil komme foran i køen til et job efter endt uddannelse.
”Grøn omstilling er fremtidens konkurrenceparameter. Ved at lære at identificere grønne muligheder og omsætte dem til bæredygtige produkter eller services indenfor salg og markedsføring, vil jeg kunne tilbyde virksomhederne noget, som de virkelig efterspørger.”
Læs mere om markedsføringsøkonom med speciale i bæredygtighed