Studerende omsætter på 2 dage FN’s 17 verdensmål til forretningsideer for virksomheden GrejFreak
30 studerende fra 2. semester på markedsføringsøkonom med speciale i bæredygtighed arbejder intensivt på 2 dages bæredygtigheds-camp med at give GrejFreak ideer til, hvordan de kan omsætte FN’s 17 verdensmål til konkrete initiativer.
De 2 dages arbejde bliver kickstartet med et oplæg fra Casper Pedersen, medejer af GrejFreak (https://www.grejfreak.dk/) – og selv dimittend fra akademiet. Casper fortæller om virksomheden og deres overvejelser og udfordringer ang. bæredygtighed og grøn omstilling.
Så genopfrisker underviserne den teoretiske værktøjskasse og giver en introduktion til FN’s 17 Verdensmål.
De studerende arbejder i grupper af 3-5 studerende. Efter introduktionen bliver arbejdet sat i gang. Og allerede i morgen eftermiddag får hver gruppe 10 min. til at pitche deres løsningsforslag til, hvordan FN’s Verdensmål kan være omdrejningspunkt for den grønne omstilling i GrejFreak. Casper skal selvfølgelig hører alle pitchs og kårer som afslutning den bedste ide.
”Vi tager det mere seriøst, når en virksomhed vil bruge vores ideer”
Hos Asta, Amalie og Natascha er snakken godt i gang om de 17 verdensmål og hvordan de vil foreslå, de skal omsættes hos Grejfreak. Gruppen har umiddelbart et godt øje til verdensmål 12 (ansvarligt forbrug og produktion) – men hvor, ideen ender, ved de endnu ikke.
”Det er virkelig dejligt at arbejde sammen omkring et bord med fysiske noter, materialer og post-its – her efter perioden med corona-restriktioner. Og når der så ovenikøbet er en virksomhed, der forventer noget af ens arbejde, så tager man opgaven meget mere seriøst. Måske bliver ens ideer faktisk brugt,” siger de.
Skarpe holdninger til dyrevelfærd og klima
Thomas, Silje og Morten sætter ind med ide-udvikling ud fra verdensmål 14 og 15 (Livet på land og i vand). De arbejde ud fra, at et tydeligt fokus på bæredygtighed og skarpe holdninger til fx dyrevelfærd og klima vil trække kunder til Grejfreak – men præcist hvordan vil de selvfølgelig ikke afsløre før deres pitch.
”Vi kan kun afsløre, at vores ideer går i retning af certificeringer. De rigtige certificeringer kan være gode salgsargumenter over for forbrugerne – fx når Grejfreak sælger jagtudstyr, så kan det være udslagsgivende at have en tydelig holdning til fx krybskytteri,” siger gruppen.
Flere bæredygtigheds-camps på programmet
I løbet af den 2-årige uddannelse i bæredygtighed deltager de studerende flere gange i bæredygtigheds-camps med fokus på FN’s Verdensmål, og hvordan forskellige virksomheder helt konkret kan implementere og skabe forretning ud fra målene. Disse camps giver de studerende mulighed for at fordybe sig i en problemstilling og komme med deres bud på en konkret virksomheds fremtidige arbejde med bæredygtighed.
Læs mere om den 2-årige uddannelse til markedsføringsøkonom med speciale i bæredygtighed