Jeppe er professionel fodboldspiller og markedsføringsøkonom
Kan en hverdag som professionel fodboldspiller gå hånd i hånd med et fuldtidsstudie? Med lidt god vilje, stålsat disciplin og et fleksibelt studie, så ja.
Mens Jeppe Svenningsen var professionel fodboldspiller i Thisted FC og Vendsyssel FF, læste han til markedsføringsøkonom.
”Min sport har altid været nummer ét. Men samtidig ville jeg gerne have en uddannelse, jeg kunne bruge til noget. Døgnets timer blev brugt effektivt,” konstaterer Jeppe Svenningsen.
Gik efter en uddannelse med praktik
At strukturere sin hverdag og bruge tiden med omhu har Jeppe Svenningsen øvet sig på, siden han som teenager tonsede rundt på grønsværen i håbet om at gøre sporten til sin levevej.
Det lykkedes, men Jeppe ville mere.
”Min sport har altid været nummer et. Men samtidig ville jeg gerne have en uddannelse, jeg kunne bruge til noget,” siger Jeppe.
På en uddannelsesmesse besluttede Jeppe sig som 23-årig for at læse til markedsføringsøkonom.
”Jeg kan godt lide at komme ud i virkeligheden, prøve teorien af og få erfaring. Det er til at overskue med halvandets år studie og et halvt år i praktik. Samtidig har jeg ikke altid brudt mig om at gå i skole, så det skulle ikke være for akademisk,” forklarer han.
God studiegruppe
På markedsføringsøkonomuddannelsen fandt Jeppe stor fleksibilitet og forståelse for, at han skulle passe sin sport.
”Jeg har haft en fantastisk studiegruppe. Det er deres skyld, at jeg kom igennem. De skrev noter til mig og svarede på spørgsmål efter de timer, hvor jeg var fraværende og var indstillede på at tilrettelægge gruppearbejde online og på tidspunkter, hvor jeg kunne,” fortæller Jeppe.
Frem og tilbage ad E45
En typisk dag mødte Jeppe ind på Erhvervsakademi Aarhus kl. 8 til 14.30. Derefter drønede han nordpå ad E45 til Thisted for at træne fodbold indtil om aftenen.
Når træningen var overstået, kørte han retur til Aarhus og driblede videre med lektier og online gruppearbejde.
Når weekenden ramte, stod den på kampe rundt i landet.
Spille, lektier, spille, lektier, spille, lektier
”Når jeg sad i spillerbussen på vej til og fra kampe, brugte jeg tiden på lektier. Hver aften, jeg kom hjem fra træning, var det frem med bøgerne og computeren igen. I flere år har jeg ikke set tv, film eller nogen form for underholdning. Alt det sociale har også været nedprioriteret. Få gange overvejede jeg at stoppe, fordi det var så hårdt, men jeg i dag er glad for, at jeg kløede på,” fortæller Jeppe.
I praktik hos Thisted Bryghus
Rutinen fortsatte, da Jeppe på 4. semester kom i praktik som marketingassistent hos Thisted Bryghus.
”Jeg arbejdede på alle mulige skæve tidspunkter. I omklædningsrummet, i weekenden, om aftenen. Praktikken gav mig stor praktisk erfaring og selvtillid,” fortæller Jeppe.
Drøm om at blive iværksætter
På studiet voksede et ønske, Jeppe havde i maven, om at starte egen virksomhed. Så da han var færdig, startede han sammen med en spillerkollega Re-Sport, en online byttebørs til køb og salg af brugt sportstøj.
Virksomheden vil være idrætsforeningernes bæredygtige markedsplads og har nu fire medejere.
Jeppe overvejer på sigt at videreuddanne sig til professionsbachelor i international handel og markedsføring.
Jeppe bor i Nykøbing Mors med sin samlever og barn. Han er stadig professionel fodboldspiller på deltid for Thisted FC.