Vi har lært rigtig meget
Frederik Schøning Nielsen er under sin uddannelse som agro business manager blevet klar over, hvad der kræves af ham som selvstændig landmand.
Frederik har taget uddannelsen, fordi han oplever, at der bliver stillet større og større krav til lederskab indenfor jordbruget.
”Vi har lært rigtig meget om ledelse, økonomi og strategi, og jeg synes, at jeg er blevet skarp til at analysere andre ledere og se, hvor der kan optimeres,” siger Frederik, der er vokset op på en kvægbedrift i Nordjylland og har en baggrund som faglært landmand og produktionsleder.
Realistisk omkring etablering af egen bedrift
Frederik har været glad for alt det, han har lært på uddannelsen. Der har været tryk på med arbejdsuger på mere end 40 timer og nogle gange mere end 50. Fag som personaleledelse, projektledelse og virksomhedsophold i udlandet har været med til at åbne Frederiks øjne for, hvad der kræves af ham, hvis han en dag vælger at etablere sig som selvstændig.
Højt niveau på holdet
Han har været glad for, at gennemsnitsalderen i klassen har været høj (over 25 år, red.) og at alle har haft praktisk erfaring fra tidligere landbrugsfaglige jobs.
”Der har været et generelt højt niveau på holdet,” siger Frederik, der har boet på skolen i en kollegiebolig under sin studietid.
I praktik hos nyetableret landmand
Som en obligatorisk del af sit uddannelsesforløb var Frederik otte uger i ledelsespraktik hos en nyetableret, ung landmand, der driver en bedrift på Djursland, ejet af AP Pension. Han var også i praktik i to uger på en gigantisk amerikansk kvægfarm i Wisconsin.
”Det har lært mig rigtig meget,” siger Frederik og uddyber:
”Det gav mig et indblik i, hvordan det er at lede udenlandsk arbejdskraft. Praktikforløbet gjorde mig skarp til at analysere lederen og virksomhedskulturen og sætte fingeren på de ømme steder. Jeg blev også bekræftet i, at jeg ikke skal være konsulent eller ledelsesrådgiver. Jeg skal ud i den primære produktion og selv have fingrene i staldarbejdet, fremfor at stå på sidelinjen og observere.”
Efter endt uddannelse har Frederik fået job som landbrugsmedhjælper på to kvæggårde i Vendsyssel.