Unge søger mod uddannelser med god beskæftigelse
Unge søger mod uddannelser indenfor især e-commerce, it og finans, hvor der er jobs at få og virksomhederne efterspørger arbejdskraft.
2.647 ansøgninger, en fremgang på 17 % flere ansøgninger sammenlignet med sidste år, var tikket ind til Erhvervsakademi Aarhus, da ansøgningsfristen for de videregående uddannelser via kvote 2 udløb fredag den 15. marts 2024 kl. 12.
Rektor: Opmuntrende tendens
Ansøgerfremgangen glæder rektor Anne Storm Rasmussen.
”Det er særligt opmuntrende at se, at områder som it, e-commerce og finans oplever en pæn fremgang og at de unge søger mod uddannelser med god beskæftigelse og hvor vi ved, at virksomhederne efterspørger arbejdskraft," siger hun.
Mange vil uddanne sig til finansbachelor og datamatiker
På mange uddannelser ses stigning. Eksempelvis har 23 procent flere end sidste år søgt ind på finansbacheloruddannelsen.
43 procent flere end sidste år har søgt optagelse på laborantuddannelsen og samme stigning - svarende til 170 - har søgt optagelse på datamatikeruddannelsen.
It-fag hitter
Datamatiker, it-arkitekt, it-teknolog og professionsbachelor i økonomi og it vækster tilsammen med 46 procent flere kvote 2-ansøgninger sammenlignet med sidste år, fra 264 til 385.
Ny uddannelse i e-commerce godt fra start
For at løse behovet for specialister til digitalisering og e-handel lancerede Erhvervsakademi Aarhus tidligere på året sammen med erhvervslivet en ny professionsbacheloruddannelse i e-commerce og digital marketing.
Uddannelsen er kommet godt fra start med 193 ansøgere.
Læs artikel: Erhvervslivet har efterspurgt dem i årevis: Nu er Aarhus klar til at uddanne dem
Optaget eller ej?
5. juli er der ansøgningsfrist for kvote 1-ansøgere. I kvote 1 bliver ansøgerne optaget efter deres karaktergennemsnit fra den gymnasiale eksamen. I kvote 2 vurderes ansøgeren ikke kun på karaktergennemsnittet, men også på andre kriterier, der varierer fra uddannelse til uddannelse.
Svaret kommer 28. juli
28. juli vil antallet af studiepladser blive fordelt. Til den tid plejer erhvervsakademiet at have modtaget mere end 6.000 ansøgninger og i omegnen af 2.500 vil blive tilbudt en studieplads.
Uddannelsessøgende der er i tvivl om deres studievalg kan komme til Infomøde torsdag den 4. maj 2024.
Flere og flere kvote 2-ansøgninger
År
Antal kvote 2-ansøgninger
2024
2.647
2023
2.271
2022
2.097