Studiestart med fokus på trivsel og fælleskab
170 tutorer på Erhvervsakademi Aarhus har været på uddannelse i at give 2.324 nye studerende en tryg studiestart.
Speedating, ryste-sammen-lege og akavede samtaler.
I disse uger starter 2.324 nye studerende på Erhvervsakademi Aarhus.
Sammen med drømmen om nye venner og en god studiestart, går mange også rundt med en del sommerfugle i maven.
"Jeg har været meget nervøs," siger en af de nye studerende Mathilde Mølholm til DR TV Avisen.
Tutoruddannelse
For at give de nye studerende en god studiestart, har man for første gang i år uddannet samtlige 170 tutorer i at facilitere inkluderende, trygge fællesskaber.
Søren Griepentrog er projektleder for studiemiljø og har sammen med kvalitetskonsulent Trine Mørk udviklet den nye miniuddannelse, der skal klæde tutorerne bedre på.
"Vi kunne se fra studiestartsundersøgelsen, at der i år skulle ændres nogle ting. Kvaliteten svingede for meget, og derfor ønskede vi at hæve bundniveauet," siger Søren Griepentrog.
Brætspil i stedet for pubcrawl
Som noget nyt kvalitetstestes tutorernes intro-programmer, så man sikrer sig, at alle personlighedstyper kan være med og at der ikke er aktiviteter med alkohol som præmis. Gåture, orienteringsløb og brætspil prioriteres over pubcrawl og ølstafet.
"Den ekstra tutoruddannelse, som vi har taget, klæder os rigtigt godt på, og alle virker meget glade for det. Det er også fedt at kunne sparre med de andre uddannelser om, hvordan vi skaber den bedst mulige studiestart," siger tutor Andreas Bomm til TV2 Østjylland.
Læs artikel: Studiestart uden shots og øl: Her siger de 'nej tak' til promillerne