Praktik: Fra tjener til rådgiver i cybersikkerhed
Professionsbachelorstuderende i it-sikkerhed Caroline Bernat Ottesen har indstillet sit praktikophold hos itm8 til årets bedste.
En aften som tjener på Aarhus Ø blev et vendepunkt for Caroline Bernat Ottesen. Over en snak med to gæster fra it-branchen fik hun kontakt til sit første praktiksted – og det blev startskuddet til en karriere i cybersikkerhed.
I dag læser hun professionsbachelor i it-sikkerhed og har indstillet sit praktikophold hos itm8 til årets bedste.
”Jeg har aldrig lært så meget på så kort tid, som jeg har gjort i min praktik herude,” fortæller 26-årige Caroline.
Ansvar fra første dag
Hos itm8 har Caroline været med til at udvikle en automatisk genereret rapport, der giver itm8’s kunder indsigt i, hvor mange alarmer og sikkerhedstrusler der har været i løbet af måneden.
”At være med til at stå i spidsen for sådan et projekt har givet mig en forståelse for, hvordan data kan bruges strategisk.”
Caroline har også ansvar for en kundeportefølje på 15 forskellige virksomheder, som hun rådgiver om it-sikkerhed.
”Jeg forsøger både at hæve deres sikkerhedsniveau og give dem en forståelse for, hvordan deres sikkerhedsbillede ser ud, så det giver mening for en, der ikke er it-ekspert. Det har lært mig meget om både rådgivning og kommunikation. Især hvordan man gør komplekse sikkerhedsemner lette at forstå,” fortæller hun.
Mod og muligheder
Hos itm8 oplevede Caroline en kultur med højt til loftet – men også opgaver uden for hendes komfortzone.
”Jeg har lavet alt fra teknisk rapportering til kundemøder og endda en takeover af virksomhedens Instagram. Det var grænseoverskridende, men gav mig selvtillid.”
Det kollegiale fællesskab har været afgørende.
”Jeg har kolleger, jeg kan lære af og støtte mig til. Og jeg har aldrig været bange for at stille spørgsmål.”
En fremtid hos itm8
Efter praktikken er Caroline fortsat som studentermedhjælper. Derfor tøvede hun heller ikke med at indstille itm8 til årets praktikpris.
”Jeg kan næsten ikke forestille mig nogen bedre praktik. Det fortjener min leder og itm8 at blive anerkendt for.”
En af de fem
Carolines praktik er blandt de fem, der kæmper om årets praktikpris.
Læs om de øvrige finalister her.