Optaget: 2.650 unge tilbydes en studieplads til august
Flest har igen i år søgt og fået plads på en finans-, økonomi- eller it-uddannelse.
2.068 unge modtog natten til onsdag et optagelsesbrev fra Erhvervsakademi Aarhus. En af dem er 21-årige Daniel Jensen fra Vejen.
Klar til et job på 3,5 år
Muligheden for at komme i praktik og gode beskæftigelsestal har fået Daniel til at søge professionsbachelor i it-arkitektur som sin 1. prioritet.
”Jeg har altid været glad for it og har hele tiden vidst, at jeg ville uddanne mig på et erhvervsakademi fremfor på universitetet. Det vil jeg pga. det praksisnære, praktik, gruppearbejde, små holdstørrelser og undervisere, der kommer fra erhvervslivet,” siger Daniel.
Optag på i alt 2.650
Udover de 2.068, der natten til onsdag fik tilbudt en studieplads, fik yderligere 582 tidligere på måneden tilsagn om, at de er blevet optaget på en af akademiets professionsbacheloruddannelser. Det bringer det samlede optagstal op på 2.650.
It, finans og økonomi er højdespringere
Akademiets finans- og økonomiuddannelser har igen i år haft langt flere ansøgere, end der er plads til. Det samme gælder for uddannelserne til it-arkitekt, it-teknolog og datamatiker.
Fx har finansbacheloruddannelsen i år fået 25 % flere 1. prioritetsansøgere og optager 287 studerende, hvilket er 17 % eller 41 flere end sidste år.
"Det er positivt, at erhvervsakademiet igen i år markerer sig som en særdeles populær uddannelsesinstitution. Samtidig er jeg særlig glad for, at de unge søger uddannelser med gode beskæftigelsesmuligheder. Efterspørgslen fra erhvervslivet på it- og tekniske kompetencer er stigende. Derfor er det glædeligt, at vi kan uddanne nogle af disse specialister," siger rektor Anne Storm Rasmussen.
Stadig ledige pladser
Selvom alle studiepladser er besat med enkelte undtagelser, så er der stadig ledige pladser på uddannelser som fx miljøteknolog og professionsbachelor i økonomi og it.
Flere og flere studerende år efter år
Som det fremgår af nedenstående tabel, optager Erhvervsakademi Aarhus flere og flere studerende år efter år. Markedsføringsøkonom, finansøkonom, finansbachelor og multimediedesigner er de mest søgte uddannelser.
Årstal
Antal optagne pr. år
(sommeroptag, Den Koordinerede Tilmelding, KOT)
2017
1.586
2018
1.682
2019
1.798
2020
2.007
2021
2.068