Optag: 2.324 tilbydes en studieplads til august
Flest har igen i år søgt og fået plads på en finans-, økonomi- eller it-uddannelse.
Tillykke, vi tilbyder dig en studieplads.
1.920 unge modtog natten til fredag et optagelsesbrev fra Erhvervsakademi Aarhus.
En af dem er 22-årige Sara Statoua, der er optaget på datamatikeruddannelsen.
Vil arbejde med it-sikkerhed
Efter halvandet år på jurastudiet, indså Sara, at hun ville noget andet.
”Jeg vil væk fra det boglige og ud og arbejde med hænderne. Jeg vil specialisere mig indenfor it-sikkerhed,” siger hun.
7 procents vækst
Yderligere 404 fik tidligere på måneden tilbudt en plads på en af akademiets 1,5-årige topup-professionsbacheloruddannelser, hvilket bringer det samlede optagstal op på 2.324 – en stigning på 7 % fra sidste år, svarende til 164 flere studerende.
Fra Aars til Aarhus for at blive laborant
35-årige Dariia Kezlia fra Aars kan sammen med 75 andre snart iføre sig hvid kittel og gribe pipetten, når hun til august skal begynde på laborantuddannelsen. Her er optaget steget med 38 % siden sidste år.
"Jeg har altid interesseret mig for naturvidenskab og vil tage en uddannelse, der sikrer mig et job,” siger Dariia, der er uddannet dyrlæge fra Ukraine.
Rekordår på it-området
Akademiets finans- og økonomiuddannelser har igen i år haft langt flere ansøgere, end der er plads til.
Det samme gælder for akademiets it-uddannelser, der har fået 22 % flere ansøgere - det højeste antal nogensinde - og optager 10 % flere.
"Det lover godt for fremtidens arbejdsmarked, at de unge søger mod fag med god beskæftigelse. Efterspørgslen fra erhvervslivet på it- og tekniske kompetencer er stigende. Derfor er det glædeligt, at vi kan tilbyde så mange kvalificerede ansøgere en studieplads," siger rektor Anne Storm Rasmussen.
Stadig ledige pladser
Selvom alle studiepladser er besat med enkelte undtagelser, så er der stadig ledige pladser på en række uddannelser, fx miljøteknolog og professionsbachelor i business og vandteknologi og professionsbachelor i natur og jordbrugsproduktion.
Markedsføringsøkonom, finansøkonom, finansbachelor og multimediedesigner er de mest søgte uddannelser.
Øget søgning
Siden 2017 har Erhvervsakademi Aarhus haft stigende søgning, bortset fra et enkelt år efter pandemien, hvor de unge igen kunne rejse og arbejde.
År
Antal ansøgninger
2017
3.411
2018
3.621
2019
3.959
2020
4.461
2021
4.483
2022
3.940
2023
4.243
2024
4.729