Nu Kåres Arets Bedste Match Blandt 8510 Praktikforlob

Nu kåres årets bedste match blandt 8.510 praktikforløb

Otte studerende og deres praktikvirksomheder fra Jylland og Sjælland dyster om titlen ’Danmarks bedste praktikophold.’

Hvem har haft kongerigets bedste praktik?

Det skal en jury og 140 gæster finde ud af. 

De danske erhvervsakademier hylder hvert år det bedste match mellem studerende og praktikplads.

I år foregår prisfesten på Scandic CPH Strandpark i København den 23. maj 2024.

8.510 praktikophold og 290 indstillinger

I det forgangne år har 8.510 studerende fra landets erhvervsakademier været i praktik. Af dem har 290 indstillet deres praktikophold til konkurrencen.

Før finalen har de otte erhvervsakademier fundet hver sin finalist blandt de mange praktikophold. 

Det er disse otte lokale vindere, der mødes om årets bedste match mellem virksomhed og praktikant.

En stor anerkendelse af både praktikant og praktiksted

Prisen er et vigtigt skulderklap til erhvervslivet, der modtager de mange studerende.

Praktikken er en hjørnesten på alle erhvervsakademiernes uddannelser, og virksomhederne spiller en vigtig rolle ved at give den studerende et godt og lærerigt praktikophold.

Fra studie til job

For mange studerende ender praktikken ovenikøbet med at blive adgangsbilletten til et job.

”Det er ægte synergi, hvor 1 + 1 = 3. Der er både den faglige læring, men også læringen om, hvordan man begår man sig på en arbejdsplads og omsætter det, man har lært til noget, så det giver værdi for virksomheden,” siger Stefan Lezuik, sekretariatschef i Danske Erhvervsakademier.

Fra Erhvervsakademi Aarhus deltager et makkerpar i særklasse. 

Læs artikel: Praktik: Fra lugning til tilbudsberegning og EU-projekt i Rumænien

Finalisterne er:

  • Banken Spar Nord Helsingør – indstillet af finansbachelor Noah Nevado fra Cphbusiness i København
  • Anlægsgartnervirksomheden OKNygaard – indstillet af urban landskabsingeniør Emma Katballe fra Erhvervsakademi Aarhus
  • Fodboldklubben Esbjerg fB – indstillet af multimediedesigner Martin Hamann Nielsen fra Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg
  • Ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan – indstillet af energiteknolog Jonas Tuborg Krøyer fra KEA - Københavns Erhvervsakademi
  • It-virksomheden Itm8 – indstillet af it-teknolog Nichlas Sprange fra Erhvervsakademi Dania i Randers
  • Service- og forsyningsselskabet Envafors – indstillet af laborant Esra Yeni fra Zealand - Sjællands Erhvervsakademi
  • Ejendomsmægler John Frandsen i Holstebro – indstillet af finansøkonom Karen-Marie Jensen Gramstrup fra Erhvervsakademi MidtVest i Herning
  • Reklamebureauet Superego i Horsens – indstillet af multimediedesigner Emil Bak Roed Mortensen fra IBA Erhvervsakademi Kolding. 

Juryen består af:

  • Rasmus Stoklund, Uddannelses- og forskningsordfører (S)
  • Stina Vrang Elias, administrerende direktør i DEA
  • Mads Samsing, forbundsnæstformand i HK Danmark
  • Jannik Frank Petersen, forbundsformand i Teknisk Landsforbund
  • Signe Tychsen Philip, underdirektør i Dansk Industri.