Studerende Uddannelse Aarhus MDU 6123

Erhvervsakademi Aarhus vil uddanne spiludviklere 

Danske spiludviklere har allerede sat deres præg på verdensmarkedet med succeser som Hitman, Inside og Subway Surfers. Nu skal en ny specialisering under multimediedesigneruddannelsen levere næste generation af spiludviklere og arbejdskraft til en industri i vækst.

Fra august får talentfulde og kreative unge mulighed for at uddanne sig til spiludviklere på Erhvervsakademi Aarhus.

Game developer’ er en specialisering under multimediedesigneruddannelsen og tager to år.

”Hvis vi skal følge med branchens ambitioner, skal vi uddanne folk nu,” siger lektor Kasper Fischer Topp, der er initiativtager til uddannelsen.

Spilindustri med vokseværk

Med den unikke profil inden for spiludvikling kan man søge jobs som fx game developer, programmer, creative game director og character artist. 

Den danske spilindustri omsatte sidste år for 3,6 milliarder kroner – 80 gange mere end filmbranchen. Ambitionen er at fordoble omsætningen inden for fem år, men manglen på kvalificeret arbejdskraft kan blive en stopklods. 

Brug for flere originale spil

Finansieringen til uddannelsen kommer fra Kulturministeriet gennem finansloven. Ministeriet har også etableret NIMBI (Danmarks Institut for Spiludvikling) for at styrke den danske spilindustri.

"I NIMBI støtter vi flere originale danske spil, og derfor har vi også brug for, at flere dygtiggør sig, og det kan game developer-linjen bidrage til,” siger direktør i NIMBI Jan Neiiendam.

Han ser den nye uddannelses-linje som et udtryk for, at flere unge med mod og ambitioner gerne vil uddanne sig til job i spilbranchen, og glæder sig over, at branchen vil få tilført flere kreative kompetencer, som også kan bruges bredt indenfor den teknologiske udvikling.

Danske spiludviklere har allerede sat deres præg på verdensmarkedet med succeser som Hitman, Inside og Subway Surfers, som er verdens mest downloadede mobilspil. 

Der er årligt plads til cirka 60 studerende, og ansøgningsfristen er den 5. juli 2025. 

Læs mere og søg ind her: Game developer