Bachelorprojekt om europæisk bison i Thy præmieret med 2.500 kr.
Professionsbachelor i jordbrug Anna Toft Pedersen vinder JID-prisen og 2.500 kroner for eksamensprojekt om europæisk bison i Naturnationalpark Hanstholm i Thy.
Anna Toft Pedersen har undersøgt, om tilstanden i vores dyrebare, fredede naturområder kan forbedres, hvis den europæiske bison flytter ind.
Fagligt skulderklap
I sin prisvindende opgave med titlen: Introduktion af europæisk bison i Naturnationalpark Hanstholm analyserer Anna naturen i et 50 kvadratkilometer stort område.
"Jeg er superglad," siger 25-årige Anna Toft Pedersen, der er fra Thisted, men de sidste 3,5 år har boet i Aarhus og læst på Erhvervsakademi Aarhus.
"At modtage prisen er et fagligt skulderklap og en god afslutning på studiet," siger den nyuddannede professionsbachelor i jordbrug med speciale i natur og miljø, der har en bagrund som jordbrugsteknolog.
For at indsamle empiri til opgaven besøgte Anna Bisonskoven i Almindingen på Bornholm og Lille Vildmose i Nordjylland, hvor europæiske bisoner allerede græsser.
Sandbadning og tunge tramp er godt for biodiversiteten
I sin opgave konkluderer Anna, at europæiske bisoner gavner biodiversiteten, når den tonstunge planteæder, der er det største landlevende pattedyr i Europa, sandbader og tramper rundt.
"Vi står overfor at skulle vælge hvilke græsningsdyr, der skal sættes ind i de nye naturnationalparker. Bisonen har vi meget lidt erfaring med, så jeg tænkte, at det var relevant at undersøge, om den kan være god for naturen, og det er den," konkluderer Anna, der efter endt uddannelse har fået arbejde i Naturstyrelsen i Thy, hvor hun bl.a. skal lave forvaltningsplaner for urørt skov.
Grønt sigte
Prisoverrækkelsen fandt sted på Erhvervsakademi Aarhus torsdag den 9. januar 2025, hvor prisoverrækker Asta Kokkenborg, der er projektmedarbejder i jordbrugsteknologernes faglige organisation JID, begrundede valget af prismodtageren således:
”Dette års prisvinder har med sit afgangsprojekt lavet en opgave med en grøn dagsorden, der kredser om at forbedre naturen vha. det, man kunne kalde naturens egne virkemidler.”
JID-prisen uddeles en gang årligt i forbindelse med dimissionen.