Årets praktik 2025: Mød de fem finalister
Faglig udvikling, ansvar og ægte indflydelse – det er fællesnævneren for de fem finalister til DM i praktik på Erhvervsakademi Aarhus.
Itm8 og Caroline Bernat Ottesen, Ulrik Groth Spangberg og revisionshuset EY Vejle, Sabina Yagubova Agerskov og Aarhus Events, Kristina Kruse Eskelund og smykkekæden Vibholm samt mediebureauet Citymedia og Amalie Sofie Tobar Petersen er med i finalen til studieårets bedste praktik.
Studerende har dette forår haft mulighed for at indstille deres praktikophold til DM i praktik 2025.
Nu er de fem finalister fundet.
De fem finalister er:
- Itm8 v. professionsbachelorstuderende i it-sikkerhed Caroline Bernat Ottesen
- EY Vejle v. financial controllerstuderende Ulrik Groth Spangberg
- Aarhus Events v. service- og oplevelsesøkonomstuderende Sabina Yagubova Agerskov
- Vibholm v. markedsføringsøkonomstuderende Kristina Kruse Eskelund
- Citymedia v. multimediedesigner-studerende Amalie Sofie Tobar Petersen
Fem personlige praktikberetninger
Her på eaaa.dk kan du læse om de fem finalisters personlige oplevelser som praktikanter.
Artikel: Amalie tog styringen og skabte sin egen videoserie
Artikel: Fra pitch til praktikgennembrud: Kristina satte sit præg hos Vibholm
Artikel: Fra tjener til rådgiver i cybersikkerhed
Artikel: Hun fik ansvar, da det hele brændte på – nu kæmper Sabina om årets praktikpris
Artikel: Ulrik skiftede slagterkniven ud med Excel
Faglig og personlig udvikling
De fem praktikanter har alle det tilfælles, at de oplever, de er blevet taget godt imod, og at der har været god plads og tid til sparring og vejledning undervejs.
Virksomhederne har udvist stor tillid til deres praktikanter
Det er fem praktikophold, der i høj grad har udviklet de studerende både fagligt og personligt.
Vinderen af DM i praktik på Erhvervsakademi Aarhus findes i slutningen af april.
Den lokale jury består af:
- Rektor Anne Storm Rasmussen fra Erhvervsakademi Aarhus
- Chef for kvalitet og studieliv Anette Bache fra Erhvervsakademi Aarhus
- Direktør i Konsulenthuset Ballisager og bestyrelsesformand for Erhvervsakademi Aarhus Finn Lund Andersen
- Medlem af Folketinget Heidi Bank (V)
Vinder videre til national konkurrence 22. maj
Vinderen går videre til landsfinalen hos Scandic Kødbyen i København torsdag den 22. maj, hvor alle landets erhvervsakademier er med.
Dommerpanelet til landsfinalen består af Stine Pilegaard Jespersen, underdirektør i Dansk Erhverv, Jannik Frank Petersen, formand for Teknisk Landsforbund og Trine Bramsen, uddannelses og forskningsordfører for Socialdemokratiet.
Kontante pengepræmier for i alt 20.000 kr.
Til landsfinalen er der 10.000 kr. på højkant til vinderen af hovedprisen (sponsoreret af HK Danmark) og 2 x 5.000 kr. (sponsoreret af Teknisk Landsforbund) til hver af modtagerne af de øvrige to priser, der uddeles på dagen.
Klap på skulderen
Kåringen af studieårets bedste praktikophold er de studerendes mulighed for at give deres praktikvirksomhed et klap på skulderen.
De studerende har selv indstillet deres praktikophold, som efterfølgende er blevet vurderet ud fra kriterierne:
- Personlig og faglig udvikling
- Den sociale oplevelse
- At gøre viden til værdi.