Årets praktik 2023: Her er de fem nominerede
Emil Dahl Bohsen og Salling Group, Casper Taul og mæglerfirmaet UniMerchants, Sofie Jonassen og detailkæden Normal, Natalia Blautenberg og softwarebureauet Relesys samt Emma Geilman og gardinvirksomheden Deco Group er med i finalen til studieårets bedste praktik.
Studerende har dette forår haft mulighed for at indstille deres praktikophold til 'Årets Erhvervsakademi Aarhus-praktik 2022/23'. Nu er de fem nominerede fundet.
De fem finalister er:
- Salling Group v. markedsføringsøkonomstuderende Emil Dahl Bohsen
- UniMerchants v. professionsbachelor i international handel og markedsføring Casper Taul
- Normal v. finansbachelorstuderende Sofie Jonassen
- Relesys v. Multimedia Design-studerende Natalia Blautenberg
- Deco Group v. finansøkonomstuderende Emma Geilman
Faglig og personlig udvikling
De fem praktikanter har alle det tilfælles, at de oplever, de er blevet taget godt imod, og at der har været god plads og tid til sparring og vejledning undervejs.
Virksomhederne har udvist stor tillid til deres praktikanter, som også føler, at deres input er blevet hørt og brugt.
Alt i alt er det fem praktikophold, der i høj grad har udviklet de studerende både fagligt og personligt.
Vinderen af Årets Erhvervsakademi Aarhus-praktik findes i denne uge, når en jury kårer årets vinder.
Den lokale jury består af:
- Rektor Anne Storm Rasmussen fra Erhvervsakademi Aarhus
- Praktikansvarlig Anne Marie Andersen fra Erhvervsakademi Aarhus
- Direktør i Konsulenthuset Ballisager og bestyrelsesformand for Erhvervsakademi Aarhus Finn Lund Andersen
- Udvikler i Vertica og sidste års vinder af Årets Erhvervsakademipraktik 2022 Maria Nielsen
Vinder videre til national konkurrence 23. maj
Vinderen går videre til landsfinalen hos Scandic Kødbyen i København tirsdag den 23. maj, hvor alle landets erhvervsakademier er med.
Dommerpanelet her består af bl.a. folketingspolitiker Rasmus Stoklund (Socialdemokratiet), adm. direktør i SMV Danmark Jakob Brandt, næstformand i HK Danmark Mads Samsing og Knud Nørbo, HR-direktør i Jyske Bank.
Kontante pengepræmier for i alt 20.000 kr.
Til landsfinalen er der 10.000 kr. på højkant til vinderen af hovedprisen (sponsoreret af HK) og 5.000 kr. (sponsoreret af Teknisk Landsforbund) til hver af modtagerne af de to andre priser, der uddeles på dagen.
Klap på skulderen
Kåringen af studieårets bedste praktikophold er de studerendes mulighed for at give deres praktikvirksomhed et klap på skulderen. De studerende har selv indstillet deres praktikophold, som efterfølgende er blevet vurderet ud fra kriterierne:
- Personlig og faglig udvikling
- Den sociale oplevelse
- At gøre viden til værdi.
Fem personlige praktikberetninger
Her på eaaa.dk kan du læse om de fem finalisters personlige oplevelser som praktikanter.
Artikel: Emil åbnede cykelbutik og blev indholdsskaber på TikTok
Artikel: Casper sælger korn for tocifrede millionbeløb over telefonen
Artikel: Sofie sørgede for vareflow til 70 Normal-butikker
Artikel: Natalia slap gennem nåleøjet og fik drømmepraktik som digital designer
Artikel: Emma skippede ejendomsmæglerdrøm og fik succes som HR-praktikant