Fishsafe
Projektet undersøger mulighederne for at hæmme vækst af Listeria monocytogenes og andre fordærvelsesfremkaldende mikroorganismer i fiskeprodukter – med naturlige, beskyttende bakterier som middel.
Projektets baggrund og formål
Formålet med projektet er at forbedre fødevaresikkerheden og forlænge holdbarheden af forskellige typer fiskeprodukter gennem anvendelse af naturlige beskyttende bakteriekulturer.
Fiskeindustrien står over for betydelige udfordringer i form af kort holdbarhed og risikoen for listeriaudbrud – en problematik, som jævnligt dukker op i medierne og i værste tilfælde, kan føre til alvorlig sygdom eller dødsfald. Da Listeria naturligt forekommer i fisk, er det svært at eliminere den helt. Projektet ønsker derfor at afdække, om naturlige bakterier kan bruges som en effektiv og bæredygtig løsning til at hæmme væksten af skadelige mikroorganismer.
Resultater
Projektet gennemfører systematiske forsøg, hvor forskellige fiskeprodukter bevidst tilføres kendte mængder Listeria og/eller fordærvelsesbakterier. Derefter behandles produkterne med en naturlig, beskyttende bakteriekultur, som sprayes på overfladen. Herefter måles og analyseres udviklingen af mikroorganismerne over tid for at vurdere den hæmmende effekt.
Vidensprodukter
Projektet vil generere data, der kan bruges til at kvantificere effekten af de naturlige beskyttende bakterier. Resultaterne vil blive formidlet gennem Foreningen Fiskebranchen med henblik på, at producenter og andre aktører i branchen kan anvende metoden til at forlænge fiskeprodukters holdbarhed og reducere risikoen for listeriaudbrud.
Samarbejde
Projektet er et samarbejde mellem BioCulture Nordic, Erhvervsakademi Aarhus og Foreningen Fiskebranchen.
Projektperiode
April 2025 – september 2025