Bliv klædt på til den grønne omstilling, de 17 verdensmål og bæredygtighed med akademifaget 'bæredygtig forretningsforståelse i gastronomi og madproduktion'.
På dette fag udforsker vi nye forretningsmodeller og partnerskaber. Er der fx nogen, som kan få noget ud af vores affald? Er der dele fra vores madproduktion eller emballage, der kan genbruges? Og kan vi arbejde med værdikæden og produktionen på en alternativ måde, som er mere skånsom for miljøet?
Du får indsigt i, hvordan du kan arbejde med samt udvikle forretningsgange ift. bæredygtighed og FN’s verdensmål, der er afstemt med jeres forretningsmodel, jeres værditilbud til kunderne og virksomhedens daglige drift.
Du lærer at udpege, hvor og hvordan I kan udvælge konkrete tiltag inden for bæredygtighed, som passer til jer - og som understøtter forretningens udvikling.
Målgruppe
Forløbet er for dig, der arbejder med eller ønsker at fokusere mere på bæredygtighed i køkkenet. Både ift. produktion - og som en strategisk indsats og forståelse af værdikæden fra jord til bord: Bæredygtige råvarer, produktion og minimering af spild.
Praksisnær viden fra branchens eksperter
Som en del af forløbet 'bæredygtig forretningsforståelse' får du også inspirerende gæsteoplæg fra dygtige fagfolk i fødevarebranchen. Gennem konkrete cases vil de dele deres indsigter og erfaringer og opdatere dig på de innovative metoder og bæredygtige løsninger, der præger fødevarebranchen i dag.
Det lærer du om
- de vigtigste elementer og begreber inden for bæredygtighed - hvad betyder det for en moderne fødevarevirksomhed?
- FN’s 17 verdensmål
- bæredygtige forretningsmodeller og værdikæder
- ESG, dokumentation og certificeringer
- forretningsmæssige strategier for bæredygtighed - mål og handlinger
- metoder til implementering af indsatser i relation til bæredygtighed
Enkeltstående kursus eller hel uddannelse
Tag 'bæredygtig forretningsforståelse' som et enkeltstående kursus.
Du kan efterfølgende bruge kurset som en del af en hel akademiuddannelse. Niveaumæssigt svarer uddannelsen til en kort videregående uddannelse.
Eksamen og ECTS
'Bæredygtig forretningsforståelse' afsluttes med en mundtlig eksamen, der tager udgangspunkt i en erhvervscase.
Faget giver 5 ECTS-point.
Tilmelding
Ingen kursusdato fastlagt