Marie ser frem til at tage ansvar i professionelle bestyrelser
Bestyrelsesuddannelsen på Erhvervsakademi Aarhus giver unge talenter som Marie Vedel Dall værktøjer og netværk til at gøre drømmen om en professionel bestyrelseskarriere til virkelighed.
Marie Vedel Dall er kun 29 år, men hendes erfaring med strategisk arbejde og ledelse begyndte allerede, da hun som 17-årig gymnasieelev fik sin første bestyrelsespost.
Siden da har Marie bidraget som frivillig i hele 12 forskellige bestyrelser og lysten til at bidrage er ikke blevet mindre med årene.
”At arbejde i en bestyrelse er noget, jeg brænder for og synes er utrolig spændende. Jeg vil gerne gøre en forskel og hjælpe virksomheder med at navigere i de store perspektiver,” siger Marie Vedel Dall, jurist og specialkonsulent i Undersøgelseskommissionen om SKAT, hvor hun har specialiseret sig i procesledelse og GDPR.
For Marie blev næste skridt på vejen til en professionel bestyrelseskarriere modul 1 af bestyrelsesuddannelsen på Erhvervsakademi Aarhus. Forløbet har været alt, hvad hun håbede på – og mere til.
”Det er svært at begrænse det til én god ting, jeg tager med mig fra forløbet. Der har været rigtig meget, bl.a. en masse viden og netværk,” siger hun.
Hør Marie fortælle mere om bestyrelsesuddannelsen
Netværket, netværk, netværk
For Marie var det ikke kun de teoretiske redskaber, der gjorde en forskel, men også den gruppe af medstuderende, hun mødte.
”Vi var kvinder og mænd i alle aldre og med vidt forskellig erfaring. At få lov til at høre andres input og tanker var vildt givende - flere af dem taler jeg stadig med i dag.”
Det allerbedste, Marie har lært, er, hvor vigtigt netværk er.
”Det er virkelig gået op for mig, hvor afgørende det er, at de mennesker, du sætter dig ind i bestyrelseslokalet med, er nogle, du kan samarbejde med og stoler på,” siger Marie og peger på bestyrelsesfællesskabet AROS BOARD som et af de netværk, hun ser frem til at dyrke.
Kan nu sætte tydeligere rammer
Marie peger også på de konkrete værktøjer, hun har fået med fra uddannelsen, som en afgørende styrke.
”Jeg tager en helt anden rygsæk mig med ind i bestyrelseslokalet. At have en teoretisk forståelse for strategi, økonomi og jura gør det meget nemmere at træffe velinformerede beslutninger.”
For Marie er ærlighed den vigtigste værdi i bestyrelsesarbejdet.
”Det handler om at stå ved sine holdninger, selv når man er uenig, og at turde mærke efter og sige fra. At arbejde i en bestyrelse skal ikke ske for enhver pris. Når du forstår rammerne og vilkårene, og samtidig kender dine egne styrker og svagheder, så bliver det meget lettere at sætte tydelige grænser og bidrage konstruktivt,” understreger hun.
Klar til at gøre en forskel
Selvom Marie endnu ikke arbejder i en professionel bestyrelse, føler hun sig klar til at påtage sig opgaven.
”Jeg er overbevist om, at der er en bestyrelsespost derude til mig. Jeg er i hvert fald klar på at gøre en forskel,” siger hun.
Bliv klogere på uddannelsen
Få svar på dine spørgsmål til et webinar. Ellers hør hvad andre kursister har fået ud af bestyrelsesuddannelsen.