Efteruddannelse Kursister Studiemiljø 2021 765

5 tips til at vælge det rigtige kursus

Til dig, der planlægger kurser og efteruddannelse for virksomhedens ledere og medarbejdere.

Som uddannelsesansvarlig er det vigtigt, at du får størst mulig værdi af den tid og de ressourcer, I investerer i efteruddannelse.

Men hvad navigerer du efter i et kursuslandskab med et væld af forskellige muligheder? Og hvordan finder du kurser og samarbejdspartnere, som matcher det, I gerne vil og giver jer den ønskede værdi?

Her får du 5 pejlemærker, som du kan lade dig inspirere af og tage med i dialogen om, hvad der er vigtigt for jer, når det gælder kompetenceudvikling for virksomhedens ledere og medarbejdere.

1. Eksisterende kursus eller skræddersyet?

Først og fremmest er det vigtigt at stille helt skarpt på, hvordan kompetenceudvikling bedst kan understøtte jeres strategi.

  • Hvad er det konkret, I gerne vil blive bedre til at gøre? Og hvorfor er det vigtigt? Jo bedre I kan beskrive det, jo lettere vil det være at vurdere, om et konkret kursus matcher det, I gerne vil.

  • Kan det ønskede kompetenceløft opnås ud fra hvordan kurset på forhånd er konstrueret og sammensat, eller har I behov for en skræddersyet løsning, hvor form og indhold tilpasses særligt til jer?

  • Overvej også om kurset udelukkende er for ledere og medarbejdere fra jeres egen virksomhed, eller om I ønsker undervisning med deltagere fra andre virksomheder og brancher. Det første giver mulighed for et 100% virksomhedstilpasset forløb, mens et blandet hold kan give godt netværk og inspiration på tværs af virksomheder og brancher.

2. Undervisningsmetode

Undervisningsmetoden kan have stor betydning for, hvor effektivt deltagerne tilegner sig nye kompetencer og bringer dem i spil i hverdagen.

  • Overvej derfor, hvordan læring bedst understøttes hos jer og vær nysgerrig på, hvordan undervisningen foregår – fx vægtningen mellem praksisnære øvelser og cases på den ene side og teoretisk fordybelse i en mere akademisk tilgang på den anden.

  • Hvis I har et bestemt profilværktøj eller lignende, som I arbejder med i virksomheden, så husk at afklare, om det kan tænkes ind i det forløb I ønsker at sætte i gang.

  • Det har også betydning, om undervisningen gennemføres online med den fleksibilitet det indebærer, eller om I prioriterer undervisning med fysisk fremmøde og de muligheder det giver for netværk, uformel dialog og sparring.

  • Overvej også, om der skal være mulighed for individuel coaching og netværksgrupper undervejs og/eller efter forløbet.

3. Niveau, certificering og ECTS-point

Skal kurset være på grundlæggende, udvidet eller avanceret niveau?

Det afhænger af deltagernes forudsætninger, baggrund og det ønskede kompetenceløft. Vær skarp på, hvem målgruppen er og tag en snak med kursusudbyderen om, hvordan I rammer det rigtige niveau.

Overvej også om I ønsker, at kurset skal give mulighed for en certificering, eller om kurset afsluttes med en eksamen der giver formelle ECTS-point. Er der fx medarbejdere, der ønsker at bruge kurset som en byggesten til en hel efteruddannelse?

4. Effekt og forankring

Det er vigtigt, at I får det optimale udbytte af den tid og de ressourcer, I investerer i efteruddannelse.

Der kan være mange faktorer, der har indflydelse på, om den nye viden og de nye værktøjer klarer turen fra undervisningslokalet og videre til daglig praksis og værdi hjemme i virksomheden.

Gå derfor i dialog med kursusudbyderen om muligheder og aktiviteter, når det gælder forankring af nye kompetencer i virksomheden, og vær opmærksom på:

  • Sammenhængen mellem undervisning og praksis på jobbet
  • Hvordan I skaber (reel) mulighed for at træne de nye kompetencer i hverdagen
  • Hvordan ’baglandet’ klædes på til at modtage og nyttiggøre ny viden og ideer til udvikling, som deltagerne har med retur fra kurset

Find mere inspiration til dialogen om effekt i artiklen ’sådan får I mere effekt af efteruddannelse’.

5. Administration og økonomi

Nogle foretrækker selv at stå for al kursusadministration, mens andre hellere vil outsource håndtering af tilmeldinger, kommunikationsmaterialer, velkomstmails etc. 

Overvej hvad der passer bedst for jer, så I kan vurdere, om en evt. samarbejdspartner kan matche netop det.

I forhold til økonomi, er der forskellige muligheder for at søge økonomisk støtte til efteruddannelse til forskellige målgrupper (alt afhængig af fx uddannelsesbaggrund, ansættelsesforhold etc.).

Der kan være forskel på, hvilke uddannelsestilbud de forskellige støtteordninger omfatter. Vær derfor opmærksom på, hvad der gælder for de kurser, I har i kikkerten, hvis I ønsker at søge støtte til efteruddannelse.

Har du spørgsmål? Så kontakt:

Conny Thoftdahl Westphall

Telefon

7228 6177

Stilling

chefkonsulent