Med mine nye kompetencer kan jeg rådgive i alle faser af it-sikkerhed
Diplomuddannelsen i it-sikkerhed har givet Karsten Mochau Laursen en stærk helhedsforståelse. Den gør ham i stand til at koble it-indkøb, -procedurer og -risikovurderinger til virksomhedens strategi, så han ikke kun er med til at beskytte computere, men også styrker virksomhedens konkurrenceevne og vækst.
It- og informationssikkerhed bliver ofte set som en stopklods, der blokerer for fremdriften i virksomheder og organisationer. Men i virkeligheden kan det være en væsentligt katalysator for, at virksomheden når sine strategiske mål.
”Med min nye viden har jeg fået kompetencer til ikke kun at være nede i det it-tekniske, men også at vide hvad der skal ske rent strategisk, for at it og al sikkerheden omkring det understøtter den samlede forretning. Det er afgørende i en dagligdag, hvor cybertrusler er en reel og konstant fare, der kan ramme alt fra kundedata til virksomhedens omdømme - og ikke mindst bundlinjen,” siger Karsten.
Strategisk rådgivning i alle faser
Han er ansat som Information Security Officer hos Billund Lufthavn og har taget diplomuddannelsen i it-sikkerhed på Erhvervsakademi Aarhus. Her har han bl.a. gennemført fagene netværk- og kommunikationssikkerhed, sikkerhed i it-governance samt hændelses- og trusselshåndtering.
”Uddannelsen har givet mig en helhedsforståelse og en sikkerhedsbevidsthed, som betyder, at jeg kan åbne organisationens øjne for, hvordan informationssikkerhed bliver en væsentlig katalysator for hele forretningen,” forklarer Karsten og uddyber:
”Med mine nye kompetencer kan jeg rådgive i alle faser: Jeg kan hjælpe med indkøb af nyt it-udstyr og med test og konfigurering af det. Jeg kan skrive procedurerne og lave risikovurderinger. Og jeg kan indgå i strategiarbejdet i forhold til afvejning af risici, potentialer og anbefalinger fremover i forhold til det samlede billede.”
Værdifuld fleksibilitet ved fuldtidsarbejde
Ideen til at gå i gang fik han fra nogle tidligere kollegaer i Forsvaret, som talte rosende om uddannelsen, og da der samtidig var mulighed for at få økonomisk støtte via Omstillingsfonden, gik han i gang.
Ved at forstå hele informationssikkerhedens værdikæde kan jeg rådgive ledelsen, så den kommer i mål med den overordnede strategi.
Karsten Mochau Laursen, Information Security Officer hos Billund Lufthavn
”For år tilbage havde jeg afsluttet uddannelsen som datatekniker med speciale i infrastruktur, og derfor var it-sikkerhed en naturlig overbygning på noget, jeg synes, er virkelig spændende. Og når økonomien samtidig var dækket af, lå det lige på den flade hånd,” husker Karsten, der har brugt omkring fire år på at færdiggøre diplomuddannelsen.
”Fleksibiliteten har gjort det muligt for mig at balancere familie- og arbejdsliv, og på den måde hænger uddannelsen rigtig godt sammen for en, der er i fuldtidsarbejde og gerne vil efteruddanne sig,” understreger han.
Win-win for alle
Undervejs har Karsten skiftet job flere gange, men alle arbejdsgivere har godkendt og accepteret, at han fortsatte uddannelsen.
”Det gode ved diplomuddannelsen er, at din personlige udvikling går hånd i hånd med virksomhedens behov; din egen faglighed får et kæmpe løft, og din arbejdsgiver får et stort udbytte til små penge,” siger han.
Realistisk og relevant undervisning
Det bedste fag på hele uddannelsen var kurset i hændelses- og trusselshåndtering, hvor Karsten fik træning i at opdage, efterforske, inddæmme og genoprette it-infrastrukturen efter en sikkerhedshændelse – det kan fx være et it-nedbrud, som i en lufthavn påvirker alt lige fra økonomisystemer og indtjekningsudstyr til bagagehåndtering og security.
”Et eksternt firma agerede som hackere på vores it-system. Derefter skulle vi undersøge, hvordan det var foregået, og komme med et overblik over, hvordan hackeren var brudt ind i vores systemer, og hvad hackeren havde foretaget sig. Det var sindssygt relevant og en super fed øvelse, fordi den var så realistisk, som den var,” siger han.
Det bedste er, at uddannelsen har gjort, at jeg kan begynde at søge de stillinger, jeg går og drømmer om.
Karsten Mochau Laursen, Information Security Officer hos Billund Lufthavn
Ved at kunne indsamle, bevare, bearbejde og analysere digitale beviser i forbindelse med afhjælpning af sikkerhedshændelser, har Karsten fået helt nye færdigheder.
”Jeg har længe kunne håndtere uventede hændelser i forhold til it-drift. Men håndtering af sikkerhedshændelser er en helt anden disciplin, som uddannelsen har givet mig kompetencerne til at arbejde professionelt med i mit daglige arbejde,” siger han.
Forståelse for hele værdikæden
Alt i alt har uddannelsen givet Karsten et helhedsbillede på informationssikkerhed og den værdi, den kan skabe for en organisation fx i forhold til driftsforstyrrelser, der i værste fald kan påvirke bundlinjen. En driftsforstyrrelse kan nemlig gøre, at forretningsprocesserne ikke fungerer, så rejsende eksempelvis ikke kan komme af med deres bagage, der så skal håndteres manuelt, hvilket kan give forsinkelser. Forsinkelser ved bagageafleveringen kan få vidtrækkende konsekvenser for lufthavnens drift. Hvis passagererne ikke når igennem security i tide, risikerer de at gå glip af muligheden for at besøge salgsområdet. Dette område udgør en vigtig indtægtskilde for lufthavnen, og færre besøgende kan derfor føre til et direkte fald i omsætningen.
”Ved at forstå hele informationssikkerhedens værdikæde kan jeg vurdere robustheden af de enkelte led i kæden og rådgive ledelsen, så den kommer i mål med sin vision og mission i den overordnede strategi,” forklarer Karsten, der gennem hele sit arbejdsliv har lagt stor vægt på at efteruddanne sig.
”Det går stærkt alle steder. Men inden for mit felt, er det helt afgørende at have et fagligt fundament som basis for at kunne give en værdiskabende rådgivning på område,” siger han og tilføjer:
”Det bedste er, at uddannelsen har gjort, at jeg kan begynde at søge de stillinger, jeg går og drømmer om.”