Med Efteruddannelse Har Brian Faet Selvtillid Til At Tage Ansvar Gruppe

Lederuddannelse har givet kompetencerne til at lede mig selv og andre på nye måder

Værdifuld indsigt i sin lederstil og styrket selvtillid til at tage ansvar og sætte en retning, hvor alle er med, er blandt de hak i bæltet, Brian Schnoor-Jørgensen har fået på akademiuddannelsen i ledelse.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Brian skulle blive fascineret af ledelse og i den anledning sætte sig tilbage på skolebænken mere end 20 år efter, at han forlod gymnasiet.

”Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle tage en lederuddannelse. Jeg er ikke bogligt anlagt, så folkeskolen og gymnasiet var ikke spændende for mig, og jeg haltede jeg mig igennem. Men selv om det indimellem har været hårdt at skulle læse fagtekster og gå til eksamen igen, har det været det hele værd,” fortæller Brian, der har færdiggjort en akademiuddannelse i ledelse på Erhvervsakademi Aarhus.

Taknemmelig for at have taget hele uddannelsen

Det var Brians tidligere chef i DSB, der opfordrede ham til at tage akademiuddannelsen i ledelse.

”Jeg var teamkoordinator hos DSB, og selv om det var mest almindeligt, at man var autodidakt i ledelse, syntes jeg, at jeg manglede værktøjer til at udfylde lederrollen. Derfor kiggede jeg på nogle enkelte lederkurser på akademiniveau, Men min chef syntes, at det her var vejen at gå, og det kan jeg kun være ham taknemmelig for,” siger han.

For siden har Brian fået mange hak i bæltet, som har styrket hans selvtillid og givet ham kompetencerne til at lede sig selv og andre på nye måder.

”Tidligere havde jeg måske en tendens til at udstikke ordrer mere end at lede. Men nu har jeg fået kompetencer til at inkludere mine medarbejdere og hjælpe dem til at forstå, hvordan de hver især kan bidrage på en meningsfuld og værdiskabende måde – frem for blot at bede dem om at gå til højre eller venstre,” forklarer Brian, som tog de første fire moduler af uddannelsen, mens han var hos DSB.

Adgangsbillet til ny stilling

I dag er han Regional Technical & Quality Manager West Denmark hos Carlsberg. Her har han ansvaret for de teknikere, der kører rundt vest for Storebælt og servicerer Carlsbergs fadøls- og sodavandsanlæg på barer, restauranter, cafeer og hoteller.

”Jeg er overbevist om, at uddannelsen var en væsentlig faktor for, at jeg kom i betragtning til den stilling, jeg har i dag. Og jeg håber da også, at mit eksamensbevis er billetten til næste trin i min karriere,” siger Brian, der uden tøven kan opliste en række kompetencer, som uddannelsen har givet ham.

”Jeg har fået større indblik i min personlige lederstil. Jeg er blevet mere bevidst om mine stærke og svage sider. Og jeg ved nu, hvor jeg er stærk på egen hånd, og hvor jeg skal stramme mig mere an eller uddelegere til nogle andre.”

Klædt på til at tage strategiske beslutninger og føre dem ud i livet

Det betyder, at han i dag er bedre rustet til at tage strategiske beslutninger og føre dem ud i livet på en måde, så hans team hele tiden udvikler sig.

”Jeg er drevet af at gøre en forskel for de medarbejdere, jeg har ansvaret for. Derfor er det magtpåliggende for mig at skabe så meget tillid, at mine folk bliver motiverede til at følge den retning, jeg sætter. Det kræver, at jeg kommunikerer klart og motiverer på en måde, så vi alle sammen arbejder mod et fælles mål,” siger Brian og uddyber:

”Dét har uddannelsen givet mig den nødvendige ballast til at gøre. I dag hviler jeg mere i min lederrolle, fordi jeg stoler på, at jeg er god til det, jeg gør. Og at det, jeg kan, gør en forskel for folk omkring mig.”

Teori og dagligdag kobles altid sammen

Selvtilliden hos Brian er bl.a. blevet styrket, fordi undervisningen ikke præsenterer en teori, uden at undervisere og studerende samtidig diskuterer, hvordan teorierne kan føres ud i praksis.

”Der er altid fokus på at koble teori og praksis sammen. Og for mig har det rigtig interessante været den sparring, jeg har fået fra mine medstuderende, som kommer fra mange brancher, så man kan sparre om hinandens udfordringer. Alle opgaver omhandler også ens egen hverdag. Så der er rigtig god mulighed for at analysere på den butik, man sidder i ift., hvad der kan optimeres eller laves anderledes,” fortæller Brian.

Stor personlig sejr

Men det bedste er næsten, at Brian nu har fundet sin rette hylde.

”Som leder har jeg fundet noget, der virkelig interesserer mig. Så selv om det indimellem har været nogle lange nætter, når jeg er kommet lidt for sent i gang med en opgave, så føles det som at vinde i lotteriet at kunne gå på sommerferie med en veloverstået eksamen,” siger han.

For nylig har Brians afdeling været igennem en større kulturændring, som har krævet helt nye måder at arbejde på. Her er det lykkes ham at drive forandringen, uden at det er gået ud over hverken drift eller trivsel.

”Når der er høj medarbejdertilfredshed samtidig med, at mine folk er blevet udfordret på deres måde at arbejde på, så er det med til at sætte to tykke streger under, at jeg har gjort noget rigtigt. Og ikke mindst, at jeg er i gang med noget, der er rigtigt for mig. Det er en stor sejr, og når jeg kigger tilbage, har det været det hele værd.”

Hør Brian fortælle om sin efteruddannelse