Rikke videreuddanner sig på professionsbachelorniveau
Som laborant er der begrænsede muligheder for at kombinere videreuddannelse og job. Men på Erhvervsakademi Aarhus har flere og flere professionelle fået øjnene op for en måde, hvorpå de kan integrere arbejde og uddannelse og bygge ovenpå på deres laborantuddannelse.
Flere gange om ugen skifter laborant Rikke Søby pipetter og baktologiske petriskåle ud med teoribøger og lommeregner og forlader driftsopgaverne i det mikrobiologiske laboratorie hos Arla Foods HOCO i Holstebro for at uddanne sig på Erhvervsakademi Aarhus.
”Det føles så rigtigt, at jeg uddanner mig og lærer nyt, og jeg er rigtig glad for, at jeg har fået denne mulighed,” siger 40-årige Rikke Søby.
Flere og flere kombinerer job og uddannelse
Siden 2015 har 97, svarende til 16 kursister om året, videreuddannet sig på professionsbachelorniveau indenfor laboratorie og – fødevareteknologi på Erhvervsakademi Aarhus. De læser på samme hold som de fuldtidsstuderende, og det fungerer fint, fortæller lektor Ulla Andrup Jensen fra Erhvervsakademi Aarhus.
”Der er både dyrlæger, laboranter, procesteknologer, ingeniører og andre fagtyper. Nogle er midt i et jobskifte, andre er i job. De kommer med nogle rigtig gode input og det giver en god dynamik, at der på holdet også sidder nogle erhvervsaktive med årelang erfaring.”
Ikke skifte job, rykke en liga op
For laborant Rikke Søby bunder beslutningen i at videreuddanne sig ikke i ønsket om et job- eller sporskifte, men i ønsket om at stå stærkere rent fagligt.
”Jeg elsker mit arbejde hos Arla Foods HOCO og har ingen intentioner om at skifte job. Men jeg vil gerne påtage mig mere ansvar og sværere opgaver,” fortæller hun og fortsætter.
”Jeg kendte til denne uddannelsesmulighed allerede da jeg dimitterede som laborant for mange år siden. Jeg vidste, at min kompetenceudvikling ikke var slut, selvom jeg var færdiguddannet. Det at tilegne mig ny viden, stiller mig stærkere i fremtiden og er noget, jeg synes er klogt at fortsætte med hele livet.”
Skarpere på lovgivning og kvalitetsarbejde
Som laborant hos Arla Foods HOCO i Holstebro har Rikke i syv år arbejdet med at sikre kvaliteten i fx mælkepulver, flødeost og smør. Med sin nye viden vil Rikke blive i stand til at påtage sig nye funktioner indenfor forsøgsplanlægning og kvalitetsarbejde.
”Jeg vil gerne have mere forståelse for, hvad der sker i en produktion, blive bedre til at spotte laboratoriefejl og selv kunne lave en statistisk beregning. Jeg er stærk indenfor fødevare- og mikrobiologi, men vil gerne vide mere om lovgivning, kvalitetsarbejde og forsøgsplanlægning,” forklarer Rikke, der bor med sin mand og tre dressurheste på et landsted udenfor Viborg.
Paralleller fra sit job
På skemaet er fag som statistik, kvalitetssikring, videnskabsteori og kommunikation. Selv om fagene ikke er som på laborantuddannelsen, så kan Rikke trække paralleller fra sin praktiske erfaring i Arlas laboratorier. Nogle af fagene skal Rikke lægge mange kræfter i, da niveauet er højt og undervisningen foregår på engelsk.
Da uddannelsen ikke findes som deltidsuddannelse, følger Rikke undervisningen i dagtimerne sammen med de fuldtidsstuderende og får fri fra sit arbejde de dage, hun er til undervisning i Aarhus.
Bacheloruddannelsen består af 12 fag, et praktikforløb og et afsluttende projekt. På fuldtid tager uddannelsen halvandet år, men den må gerne deles op i bidder og tages over en længere periode på max seks år.
Får betalt sin uddannelse af kompetencefonde
For Rikke kommer forløbet til at vare 2,5 år.
”Det er klart, at der er fart på, når man som jeg vælger at tage en hel professionsbachelor-uddannelse sideløbende med et fuldtidsjob. Det er virkelig hårdt arbejde og man kommer ikke sovende til det. Så der skal lægges kræfter i og man skal være god til at strukturere sin tid,” siger Rikke, der får uddannelsen finansieret med midler fra HK Privat’s kompetencefond og MUF, Mejeriets Uddannelsesfond.
Vikar dækker ind for Rikke, når hun er til undervisning
De 23 laborantkolleger i Rikkes afdeling har vænnet sig til, at Rikke er væk fra de mikrobiologiske laboratorier i uger og nogle gange måneder. I Rikkes fravær er der en vikar. Rikke kender sine arbejdsopgaver så godt, at hun ubesværet trækker i sin hvide kittel og genoptager arbejdet efter en periode med fravær.
Chef glæder sig over uddannelsesløft
Hos Arla Foods HOCO er laboratorieleder Casper Stoubæk Andersen begejstret for Rikke Søbys uddannelsesløft – også selvom det betyder, at hun i perioder er meget væk.
”Vi bifalder altid, når vores ansatte vil fylde mere viden på deres kunnen. Jeg er sikker på, at hele laboratoriet får glæde Rikke nye kompetencer og jeg håber, at det er med til at vise andre, at det med lidt god vilje faktisk godt kan lade sig gøre at kombinere job og uddannelse,” siger Casper Stoubæk Andersen.
Laboranter og procesteknologer kunne have glæde af efteruddannelse
Ifølge lektor Ulla Andrup fra Erhvervsakademi Aarhus er der mange laboranter og procesteknologer, der ligesom Rikke kunne have glæde af efteruddannelse og nye kompetencer, som ruster til nye opgaver.
”Det er ikke kun er til gavn for virksomheden nu og her, men også for laboranternes cv og markedsværdi,” siger hun og understreger.
”Det er en god måde for virksomheden at få opkvalificeret en medarbejder på. Vi er de eneste, der udbyder fødevareteknologretningen i Danmark, og vi har plads til flere kursister.”