Et kursus fra professionsbacheloruddannelsen i laboratorie- og fødevareteknologi
Med kurset 'organisk kemi' bliver du i stand til at analysere eksperimentel syntesekemi herunder identificere og redegøre for forskellige reaktionstyper samt de anvendte enhedsoperationer.
Du får desuden kompetencer til at håndtere organiske synteser på baggrund af en teoretisk viden om organiske reaktioner og reaktionsmekanismer.
Undervisningen foregår på engelsk, men prøver og vejledning kan foregå på dansk.
Målgruppe
Kurset er primært målrettet laboranter, procesteknologer eller andre, der gerne vil øge deres kompetencer inden for laboratorie- og fødevareteknologi.
For at tage kurset skal du have en afsluttet uddannelse som laborant, procesteknolog eller tilsvarende.
Indhold
- Fremstilling af udvalgte organiske forbindelser, synteseveje og reagenser for synteser i flere trin, begreberne carbocationer og carbanioner
- Reaktionstyperne addition, elimination, substitution og omlejring samt reaktionsmekanismerne SN1, SN2, E1 og E2
- Betydningen af stereokemi
- Enhedsoperationer i et synteselaboratorium. Karakterisering af udvalgte synteseprodukter
- Udvalgte kemiske reaktioner, reaktionshastighed og ligevægte
Om undervisningen
Undervisningen foregår i en vekselvirkning mellem præsentationer af teoretiske emner og opgaveregning samt planlægning af laboratoriearbejde. Opgaveregningen og planlægningen af laboratoriearbejde er individuel eller i samarbejde med andre. Opgaverne og laboratoriearbejdet bygger på relevante problemstillinger, og vi forudsætter et vist omfang af selvstudie.
Undervisningen foregår i dagtimerne med 35-40 lektioner samt 1-4 dage med praktiske øvelser fordelt over 8-10 uger inkl. eksamen. Derudover skal du afsætte tid til opgaveløsning og gruppearbejde. Undervisningstidspunkter og -omfang varierer fra uge til uge.
Eksamen og ECTS-point
'Organisk kemi' afsluttes med en mundtlig eksamen inden for alle fagets emner. Kurset giver 5 ECTS-point.
Tag et enkeltstående kursus - eller få en hel uddannelse
'Organisk kemi' er et enkeltfag på overbygningsuddannelsen til professionsbachelor i laboratorie- og fødevareteknologi. Du kan enten tage det som et enkeltstående kursus, eller bruge det som led i en hel professionsbacheloruddannelse i laboratorie- og fødevareteknologi.
Eksempler på litteratur
Tidligere har følgende litteratur været anvendt:
- Hart/Craine/Hart/Hadad: Organic Chemistry, A Brief Course (13. ed, 2012)
Jeg er helt sikkert blevet klogere. Det har været godt at få teori på det, jeg har arbejdet med i årevis og få et fælles sprog med forskerne på min arbejdsplads
Læs om Iben Steensgaards (seniorlaborant hos IFF) erfaringer med at uddanne sig sideløbende med sit job
Fødevareudviklere får ny viden på Erhvervsakademi Aarhus
Tilmeld dig hurtigst muligt
Tilmeldingsfristen er 14 dage før startdato. Hvis tilmeldingsknappen er synlig - også efter fristen - betyder det, at du stadig kan nå at tilmelde dig, fordi vi har ledige pladser. Vi opfordrer dog altid til, at du tilmelder dig i så god tid som muligt for at sikre oprettelse af kurset.
Ingen kursusdato fastlagt