Sådan fandt Helle tid til efteruddannelse som alenemor og leder
Tid og økonomi stopper ofte erhvervsaktive fra at efteruddanne sig, men det behøver ikke være en hindring. Det beviser Helle Foged, som har taget fire efteruddannelser, alt imens hun balancerede en karriere som leder og eneforsørger.
Efteruddannelse kan virke uoverskueligt for erhvervsaktive, men Helle Foged viser, at det kan lade sig gøre. Som alenemor til to og leder har hun gennemført fire efteruddannelser, alt imens hun balancerede en travl hverdag.
”Det er et spørgsmål om planlægning og prioritering,” siger hun.
Hør Helle fortælle, hvordan hun fik tid til efteruddannelse
Planlægning og støtte er nøglen
Helle anbefaler at inddrage både arbejdsgiver og familie fra starten.
”Lav en realistisk plan for, hvor meget tid du kan afsætte til studiet, og få opbakning fra dine omgivelser,” siger Helle, der bor i Mårslet med sine to teenagedøtre og arbejder som privatkundechef i Nykredit Horsens.
Helle fremhæver vigtigheden af fleksibilitet, som Erhvervsakademi Aarhus tilbyder: dag- og aftenundervisning og mulighed for at tage pauser. Forberedelsestiden er typisk fem til ti timer om ugen, afhængigt af ambitionsniveau. Hvis du vælger at tage en fuld uddannelse, kan du tage en pause i op til et halvt eller helt år, så længe du afslutter eksamen inden for seks år.
”Jeg valgte at efteruddanne mig på Erhvervsakademi Aarhus netop pga. den fleksibilitet der er i at vælge fag og hvor lang tid, jeg havde til at færdiggøre uddannelsen. Det gjorde, at det kunne forenes med fuldtidsjob, privatliv og familieliv, uden at jeg gik på kompromis med for mange ting,” fortæller Helle.
Arbejd smartere – ikke hårdere
Helle brugte sine studieopgaver til at løse konkrete arbejdsopgaver, hvilket gjorde uddannelsen endnu mere relevant.
”Det føltes som en dobbelt investering – jeg løste både arbejds- og studieopgaver på én gang,” fortæller Helle, der senest har taget en diplomuddannelse i ledelse og før det en akademiuddannelse i finansiel rådgivning på Erhvervsakademi Aarhus.
Mange oplever ligesom Helle, at når studieopgaver bygger på konkrete problemstillinger fra jobbet, slår de to fluer med ét smæk.
Få overblik over din tid
For Helle var det også et plus med overblik over pensumliste og studieopgaver i god tid inden studiestart.
”Jeg blev fra starten oplyst om timekrav og opgavebyrde, så jeg kunne lave en realistisk plan. Du får også indsigt i pensum tidligt, så du kan læse foran, hvis du fx ved, at der kommer travle perioder, hvor du skal bruge tid på andre forpligtigelser.”
Få betalt dit uddannelsesforløb
Økonomien behøver heller ikke være en barriere. Helles arbejdsplads dækkede kursusgebyrer og gav fri til undervisning. Derudover findes støtteordninger som Omstillingsfonden. På Helles arbejdsplads ser de kompetenceudvikling som en investering.
”Når arbejdspladsen kan mærke, at uddannelsen styrker både medarbejderen og virksomheden, bliver det en win-win for alle,” siger hun.
Helles råd til at få succes med efteruddannelse
Med god planlægning og klare aftaler er efteruddannelse muligt.
”Du skal ikke lade dig stoppe af, at det virker uoverskueligt. Med støtte og struktur kan det sagtens lade sig gøre,” siger Helle og opsummerer sine råd:
”Involver både din chef og din familie fra starten. Find ud af, hvor mange fag du realistisk kan tage. Planlæg hvor meget tid, du vil bruge på undervisning og læsning. Lav en tidsplan, der passer til både hverdage og weekender.”
---
Helle Foged begyndte sin karriere som realkreditelev i Nykredit og har arbejdet i forskellige roller, herunder som kundesupporter, privatrådgiver, teamchef og nu privatkundechef i Horsens. Helles filosofi er klar: ”Den dag, jeg ikke udvikler mig mere, skal jeg videre.” Med denne drivkraft har hun uddannet sig til tillidsrepræsentant, ejendomsmægler, sportsmassør og senest diplomuddannelsen i ledelse på Erhvervsakademi Aarhus.