Rikke Byggede Videre På Sine Evner

Rikke byggede videre på sine evner

Efter 20 år med fuld fart på karrieren valgte Rikke Dolberg at returnere til skolebænken for at blive grundigt opdateret inden for økonomi og regnskab.

Den nye viden bruger hun dagligt, når hun risikovurderer virksomheder og laver forretningsudvikling i Fertin Pharma A/S.

Rikke tog uddannelsen på to år, mens hun passede sin daværende lederstilling i Executive Search virksomheden Unique Human Capital A/S.

”Jeg er rigtig glad for, at jeg tog diplomuddannelsen,” konkluderer hun.

Trængte til at blive klædt på med ny viden

Rikke Dolberg fortæller, at hun tog uddannelsen ”for at få gang i de små grå celler igen.”

”Det var 20 år siden, jeg sidst havde læst (MBA, red.), og jeg trængte til at få opdateret min viden inden for økonomi og regnskab med specielt fokus på den nyeste viden inden for værdiberegningsmodeller og dybdegående analyse af regnskaber og økonomiske modeller,” fortæller Rikke Dolberg, der bor i Skanderborg med sin mand og to børn.

Se denne video (1:23), hvor Rikke fortæller om sin uddannelse

Blev klogere – sammen med andre

At være en del af et fast hold, hvor nogle var der i et eller flere fag, andre hele vejen, gav et fagligt netværk, men også et indblik i ukendte brancher. Rikke sugede ny viden og inspiration til sig, når hun lyttede til medstuderende fra fx den offentlige sektor og deres problemstillinger.

”Studiemiljøet var rigtig godt. Det var spændende, at vi alle kom fra forskellige brancher og havde forskellige input,” siger Rikke og nævner som et andet plus studieopgaverne.

”De cases, jeg arbejdede med, tog udgangspunkt i virkelige problemstillinger, og derfor var de opgaver, udregninger og analyser, jeg lavede på studiet, noget, jeg har efterfølgende kunne anvende i min virksomhed.”

Knuser regneark og finder vigtige nøgletal med større sikkerhed

Diplomuddannelsen har givet Rikke Dolberg nye håndtag at dreje på og en mere sikker hånd, når hun finkæmmer regneark og leder efter bestemte nøgletal.

”Jeg skrev om værdiberegninger af virksomheder med fokus på hvordan en virksomhed, der er blevet handlet én gang kan forøge værdien inden gensalg. Jeg fik god sparring fra min vejleder og var så heldig, at flere af de tungeste bestyrelsesformænd i Danmark tog sig tid til at deltage i min spørgeundersøgelse. Det gav meget ny viden om de i tiden mest anvendte beregningsmodeller og et indblik i, hvordan værdiansættelser og beregningsmodeller har ændret karakter gennem de seneste år. Denne nye viden anvender jeg både i mine daglige opgaver og når jeg laver forretningsudvikling.”

---

Rikke Dolberg er uddannet fra eksportakademiet ved Aarhus Business College i 1996 med læreplads hos Hammel Furniture. Hun har taget en MBA i International Management fra Business Institute i Aalborg og diplomuddannelsen i økonomi og regnskab hos Erhvervsakademi Aarhus. Stiftede i 2003 firmaet Unique Consult A/S. Arbejder i dag som Business Development Manager i Fertin Pharma A/S og som professionelt bestyrelsesmedlem i Penrhyn International og i Executive Search-virksomheden Unique Human Capital.

Er du blevet nysgerrig på diplomuddannelsen i økonomi og regnskab?

Klik her og se alle fag på uddannelsen