Leder i Hifi Klubben: “En leder er aldrig perfekt. Men du skal altid forsøge.”
“Jeg har fået “aha-oplevelser”, ro i maven og redskaber til at bakke mine beslutninger op.” Phillip Sønderskov er Global Customer Service Manager i Hifi Klubben og har taget en diplomuddannelse i ledelse på Erhvervsakademi Aarhus.
Selv om du som leder er kravlet højt op på karrierestigen, er det afgørende at forstå, at du har brug for nye kompetencer for at lykkes i rollen.
Sådan lyder refleksionen fra Phillip Sønderskov, Global Customer Service Manager i Hifi Klubben, om hvorfor han tog en diplomuddannelse i ledelse.
“Du bliver aldrig den perfekte leder, men du kan hele tiden komme et skridt tættere på. Det er du forpligtet til, når du skal lede andre mennesker. I virkeligheden arbejder du jo for, at dit team skal lykkes. Ikke omvendt,” siger han.
Phillip fortæller om gevinster ved efteruddannelse (1:15 min.)
Ro i maven og bedre beslutninger
Phillip Sønderskov har været leder i mere end 10 år og har haft op til 30 medarbejdere under sig. Som alle andre ledere har han haft større og mindre knaster at håndtere over tid:
Hvorfor reagerer medarbejderne, som de gør? Hvorfor lytter de ikke? Hvorfor holder aftaler ikke? Hvorfor er nogle glade, mens andre er utilfredse? Og så videre.
En masse spørgsmål, som let kan skabe tvivl, usikkerhed og nedsat performance.
“Uddannelsen gav mig ro i maven og mange “aha-oplevelser” om mit virke som leder. Når du på uddannelsen analyserer problemerne og sparrer med andre, så giver det hele pludselig mening. Jeg hviler mere i mig selv og træffer bedre og mere sikre beslutninger nu.”
Viden du ikke kan læse dig til
Selv om ledelse er en ny og selvstændig disciplin med modeller og teorier, der bygger oven på din erhvervserfaring indtil nu, handler det også meget om praktiske erfaringer fra hverdagen.
Netop derfor valgte Phillip en ledelsesuddannelse på Erhvervsakademi Aarhus:
“Du får en masse viden, du ikke kan læse dig til, fordi alle undervisere og medstuderende har erfaring fra arbejdsmarkedet. Alle teorier kobles til virkelige eksempler. Niveauet er højt. Engagementet er højt. Også højere end hvad jeg har hørt om fra andre lignende uddannelse,” fortæller han.
Tvungent afbræk og tid til refleksion
Er du selv leder og læser denne historie, kan du sikkert nikke genkendende til, at man har brug for tid og rum til at tænke, reflektere og sparre med andre for at træffe langsigtede og strategisk gode beslutninger.
En sidegevinst ved uddannelse, som man ikke skal undervurdere, er ifølge Phillip Sønderskov:
“Du får et kærkomment, tvunget afbræk fra hverdagen - væk fra driften - til at reflektere, analysere og se tingene i et nyt lys. Uanset om du er lagerchef, HR-manager eller produktionsleder løber du ind i mange af de samme udfordringer. Det er fedt at drøfte tingene med ligesindede ledere i ro og mag væk fra hverdagen.”
Phillip sender også sine medarbejdere på efteruddannelse på Erhvervsakademi Aarhus. Det kan du læse om her