Lederuddannelse gav Pipaluk et større råderum som leder og tiltro til egne evner
Musikskoleleder Pipaluk Lynge Berthelsen fra Nuuk har på tre år fået et langt større fagligt repertoire indenfor ledelse.
”Du gør det så godt.” Sådan siger de ansatte nogle gange til Pipaluk Lynge Berthelsen.
”VI gør det godt SAMMEN,” korrigerer Pipaluk venligt sine ansatte.
Vigtigt, at man som leder er synlig
Der er ingen tvivl om, at tre års efteruddannelse har gjort den 37-årige musikskoleleder på Sermersooq Musikskole i Nuuk og Paamiut klogere på ledelsesfaget. Men at hendes ansatte også mærker, at de har fået en bedre leder, bekræfter Pipaluk i, at hun har fat i noget rigtigt.
”Jeg har fået større tillid til mig selv og mine evner som leder. Jeg er også blevet mere præcis omkring, hvordan jeg griber opgaver an. Jeg er blevet bekræftet i, hvor vigtigt det er, at man som leder er synlig over for de ansatte. I mit tidligere arbejde som skolelærer vidste jeg godt, hvor vigtig synlighed er, men det er faktisk lige så vigtigt i ledelsen af voksne. Jeg har fået mange værktøjer, som jeg ubevidst bruger. Fx gør jeg mere ud af at kommunikere tydeligt omkring nye tiltag og strategier,” siger Pipaluk.
Læs mere om lederuddannelsen i Grønland her
Der skal altid være plads til at man kan udvikle sig i jobbet
Med familie og tre børn plus lederstilling og fritidsjob som sanger i et band, har Pipaluk haft nok at se til de sidste tre år, hvor hun har uddannet sig på deltid.
”Det har været udfordrende til tider med eksamen og opgaveskrivning, men det har samtidig været så spændende og lærerigt. Jeg mener, at der altid bør være plads til at man dygtiggør sig og søger ny viden,” siger hun.
Det bedste ved uddannelse er at møde andre
På holdet var der mange andre ledere, deriblandt en kollega fra kommunen, som Pipaluk ofte sparrede med. Flere af studiebekendtskaberne har Pipaluk vekslet til reelle venskaber. På tværs af brancher og fag hjælper de hinanden med ledelsesudfordringer.
”Det bedste ved uddannelsen har været gruppearbejdet og at lære de andre ledere at kende. At høre om deres dilemmaer, udveksle synspunkter og opnå forståelse for hinanden. Det har givet mig et fagligt fællesskab,” siger Pipaluk.
Afgangsprojektet handlede om samarbejde
I sin afsluttende opgave undersøgte Pipaluk, hvordan hun som leder bedre kunne understøtte et godt samarbejde blandt sine ni ansatte på Musikskolen. To nye medarbejdere var lige kommet til, og musikskolen stod over for en større flytning til ny bygning.
”Jeg lavede en handleplan, udtænkte et coachforløb, der kunne tydeliggøre ansvarsområderne omkring fx instrumentvedligeholdelse, planlægning af events og udarbejdelse af fondsansøgninger. Det er en plan vi vil følge i fremtiden og som jeg tror vil hjælpe os.”
”Jeg kan varmt anbefale uddannelsen,” konkluderer Pipaluk.