Fra elektriker til elinstallatør: Jeg kan ikke blive ved med at rende rundt på knæene
John Stavnsbo fra Bravida skifter en dag om ugen saks, kabler og krydsfelter ud med bøger og faglig fordybelse. Han er blandt de første elektrikere, der tager en akademiuddannelse i elinstallation.
”Jeg har altid gerne villet tage denne uddannelse. Jeg kommer til at lære rigtig meget,” siger John Stavnsbo om sit uddannelsesforløb.
John er en af de første elektrikere på akademiuddannelsen i elinstallation, der udbydes af Erhvervsakademi Aarhus i samarbejde med Aarhus Maskinmesterskole.
Fuld autorisation på deltid
De næste tre år skal han på skolebænken en dag om ugen. Ugens øvrige fire arbejdsdage arbejder John som stærkstrømselektriker hos Bravida. Han har været i virksomheden gennem seks år, hvor han startede i voksenlære som elektriker.
”Jeg skal bruge mange timer ved siden af mit fuldtidsjob på uddannelsen, men det er helt okay. Jeg vil nemlig gerne arbejde med flere specialistopgaver. Og det er denne uddannelse skræddersyet til.”
Et mere stimulerende arbejdsliv
Ifølge John skal akademiuddannelsen i elinstallation først og fremmest give ham mere viden, så han kan arbejde på et mere nørdet niveau. Derudover vil uddannelsen også åbne døren til et mere varieret arbejdsliv og flere strategiske opgaver på lederniveau, mener John.
”Den er skræddersyet til det, jeg gerne vil arbejde med resten af mit liv. Jeg kan ikke blive ved med at rende rundt på knæene og kravle på stiger til jeg er 70 år. Det er godt at blive stimuleret i ens arbejdsliv. Med denne uddannelse rykker jeg en platform op.”
Fra den udførende til den planlæggende
En titel som elinstallatør kan give John mere ansvar, flere udfordringer og højere løn.
”Jeg kan vælge at blive selvstændig eller arbejde i mere planlæggende funktioner som den der laver tegningerne, som projektleder eller overmontør. Der er mange attraktive leder- og kontorstillinger i el-branchen.”
Som elektriker hos Bravida kører John rundt for Nrgi og laver forsyningsarbejde, herunder dso-arbejde, som er drift, styring og overvågning af el-systemet.
Læser med andre elektrikere
På det første modul er John afsted til undervisning hver fredag fra 9-15.30, som foregår på Maskinmesterskolen i Navitas på havnen i Aarhus.
”Det er fedt at få lov til at gå i dybden med noget, der virkelig interesserer mig. Det er en meget teoretisk uddannelse. Vi lærer en masser om beregning, regler, økonomi og ledelse.”
To andre kollegaer er også med på holdet, der tæller 16 erhvervsaktive elektrikere.
”Niveauet er meget højt og meget teknisk, så der skal lægges kræfter i. Det er en fordel, at alle på holdet har erfaring som elektrikere. Det betyder nemlig, at vi kan relatere det, vi lærer, til noget,” siger den 40-årige elektriker, der tidligere har arbejdet som lagerchef og daglig leder i Sport og Fitness i Aarhus.
John får betalt sin uddannelse af sin arbejdsplads Bravida. De får refunderet det meste af udgiften hos kompetencefonden i Dansk El Forbund.
John har seks år til at færdiggøre uddannelsen, men har sat kursen efter at blive færdig inden for tre år.