Fik teori på 25 års praksis - og blev dygtigere til sit job
Erik Danielsen fik større gennemslagskraft og troværdig i sit chefjob, efter at han efteruddannede sig med en diplom i salg og markedsføring.
Learning by doing og handlen ud fra erfaring og gefühl har i årevis været Erik Danielsens arbejdsform. Sådan er det ikke længere. I sommer færdiggjorde han en mellemlang videregående uddannelse - og med den fik han pludselig ’et femte gear’.
”Med 25 års erhvervserfaring vidste jeg selvfølgelig en masse i forvejen, men jeg trængte til ny inspiration og ønskede at koble noget teori på min praktiske viden. Med uddannelsen har jeg fået en større gennemslagskraft og kan i dag arbejde ud fra et mere strategisk og taktisk niveau,” konkluderer Erik, der arbejder som distriktschef i energiselskabet OK med hovedsæde i Aarhusbydelen Viby.
Hovedopgave til topkarakter
Uddannelsen er Eriks første på videregående niveau og censor belønnede ham med topkarakter for sin hovedopgave. Den handlede om natur- og bionaturgas til privatbilister og lettere erhverv som nyt forretningsområde for OK.
”På uddannelsen er jeg blevet klogere på virksomheden, konkurrenterne og branchen. Jeg har også fundet frem til en strategi for, hvordan jeg øger salget på en række tankstationer - og får medarbejderne med i processen,” siger den 42-årige chef.
Inspireret af medstuderende
Eriks medstuderende tog ligesom ham uddannelsen på deltid sideløbende med deres fuldtidsjob. Holdet talte en broget skare af fagfolk fra forskellige brancher. En kom fra emballagebranchen, en anden fra en it-virksomhed og en tredje fra en landbrugs-engrosvirksomhed.
”Det er ligegyldigt, om det er olie, papkasser eller hotelværelser, der skal sælges. Problemstillingerne og udfordringerne er de samme. Jeg lærte en masse af at lytte til mine medstuderende.”
Ifølge Erik er kombinationen arbejde og uddannelse ideel.
”Det er sundt at reflektere over den måde, man arbejder på. Når man veksler mellem arbejde og undervisning får man det bedste fra to verdener. Samtidig kan man inddrage autentiske problemstillinger og cases fra sin egen dagligdag. Det gør, at man forstår teorien bedre. Og bagefter kan man gå tilbage til arbejdet og med det samme bruge det, man har lært.”
Alternativ til HD
Niveaumæssigt svarer uddannelsen til en bachelorgrad og er en attraktiv uddannelsesvej for erhvervsaktive, der vil dygtiggøre sig indenfor salg og markedsføring. Det siger chefkonsulent Tine Frandsen fra Erhvervsakademi Aarhus.
”Uddannelsen er et godt alternativ til HD-uddannelserne og adskiller sig ved at være mere praktisk orienteret. Uddannelsens force er, at vi lægger meget vægt på de studerendes praktiske kompetencer. De skal være operationelle og kunne arbejde med den teori, de lærer. Vi har gæsteundervisere og de mindre holdstørrelser er et plus i forhold til gruppearbejde, holddynamik og studiekredse. Derudover stiller vi krav til vores undervisere om, at de som minimum har en kandidatgrad og mangeårig praktisk erfaring fra erhvervslivet. Det sikrer en praksisnærhed, som ligger i vores DNA.”
Efter at have gennemført uddannelsen bliver titler som eksportchef, marketingkoordinator og Key Account Manager nye muligheder til visitkortet.
”Diplomuddannelsen er et godt springbræt til nye arbejds- eller ansvarsområder, specialisering og karriereskift,” mener Tine Frandsen.
Stærkt fagligt miljø
Erhvervsakademi Aarhus uddanner i forvejen markedsføringsøkonomer og finansbachelorer. Dermed kan diplomerne trække på husets mange økonomiske og merkantile kompetencer og faglige miljø.
”Uddannelsen har mange faglige snitflader til nogle af de fag, vi allerede udbyder, og ligger derfor fint i tråd med det, vi laver i forvejen,” siger Tine Frandsen.