Fra bankrådgiver til ejendomsmægler
Vildana Deli brugte akademiuddannelsen i finansiel rådgivning, mæglerlinjen, som springbræt til en karriere som ejendomsmægler i en af de mest sælgende ejendomsbutikker i Aarhus
Vildana Deli spilder ikke tiden. I en alder af kun 23 har hun nået at tage en finansøkonomuddannelse, arbejdet som bankrådgiver i Sparekassen Kronjylland, været trainee hos Nybolig og sideløbende uddannet sig til ejendomsmægler, hvorefter hun har fået job som mægler hos Danbolig på Bruuns Bro i Aarhus.
”Akademiuddannelsen har helt sikkert hjulpet med til, at jeg fik jobbet,” siger hun.
Fra bank til mægler
Ifølge Vildana er mægleruddannelsen et must, hvis man vil mere end at sagsbehandle og sidde på kontor. Vildana ville gerne have mere ansvar og direkte kundekontakt. Så allerede under sin jobsamtale til trainee-stillingen gjorde hun det klart, at hun ønskede at uddanne sig til mægler sideløbende med jobbet.
”Det syntes min chef var en god idé. Nybolig finansierede derfor det to-årige uddannelsesforløb og gav mig fri de dage, jeg havde undervisning,” siger Vildana, der er opvokset i Sønderborg, bor i Aarhus og som barn flyttede til Danmark fra Kosovo med sine søskende og forældre.
Teknik, etik og menneskekendskab
På akademiuddannelsen i finansiel rådgivning, mæglerlinjen, har Vildana fået indsigt i alt lige fra loven om el-installationsrapporter og skatteregler ved salg, til det etiske grundlag for korrekt og kompetentrådgivning af private kunder og virksomheder. Hun har også lært at typeopdele kunder og kender nu til byggetekniske forhold ved boliger og byggelovgivning. Undervisningen veksler mellem hands-on-læring og teoretisk indlæring, og opgaverne skrives med udgangspunkt i cases fra den virkelige verden.
”Fagligt er jeg blevet meget stærkere. Underviserne ved, hvad de taler om, for de har erfaring fra branchen.”
Kombinationen arbejde og studie
Vildana er glad for, at hun tog uddannelsen samtidig med sit trainee-job. ”Jeg lærer bedst ved at afprøve det, jeg læser om, i praksis. Mange af de ting, vi lærer på uddannelsen, relateres til det, vi sidder med til dagligt. Det er en kæmpe fordel at være i ejendomsmæglerbranchen, når man læser denne uddannelse, for på den måde har man adgang til dokumenter, købskontrakter og kan hele tiden relatere teorien til praksis.”
At kombinere et deltidsstudie med et fuldtidsarbejde fordrer, at man brænder for det og har disciplin.
”Det kræver, at man forstår at planlægge og bruge sin tid fornuftigt. Når man kommer hjem efter arbejde, skal man åbne bøgerne. Jeg brugte mindst to timer dagligt på lektier. Derudover kom opgaver og eksamener,” siger Vildana. På sigt vil hun gerne videreuddanne sig til valuar.